Benny Stisen håber, at Albertslund Skytteforening kan fejre sin 151 års fødselsdag i nye lokaler i kælderen til Kongsholmcentret.
Benny Stisen håber, at Albertslund Skytteforening kan fejre sin 151 års fødselsdag i nye lokaler i kælderen til Kongsholmcentret.
Foto: brie
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

150-årig forening: Nu starter vi helt fra bunden

Albertslund Skytteforening venter på at rykke ned i kælderen i Kongsholmcentret. Fødselsdagen fejres i lånte lokaler i Glostrup

Det er en af byens ældste foreninger, der 12. oktober kan fejre 150 års fødselsdag. Albertslund Skytteforening. Foreningen er så gammel, at det står hen i det uvisse, hvordan det hele begyndte.

Benny Stisen har været formand siden 2007 og mener, at foreningen opstod i en tid, hvor der blev stiftet rigtig mange foreninger herhjemme.

”Danske Skytteforeninger blev stiftet i den periode, og vores forening opstod som del af den udvikling”, mener han.

Benny Stisen har til gengæld været med i foreningens ret dramatiske, sene nutid.

Siden Kongsholmskolens start i 1967 har Albertslund Skytteforening holdt til i kælderen. Men det var 1. april 2009, at alting blev vendt på hovedet.

”Jeg blev ringet op i min bil af et af medlemmerne, der sagde: Det brænder i Albertslund. Jeg tog ikke notits af det. Ikke før jeg kom til Albertslund og så at det var Kongsholmcentret, der stod i lys lue. Det var voldsomt. Og da vi besigtigede vores kælderlokaler efter branden, erfarede vi, at de stod i 20 cm vand”.

Siden da har foreningen ført en omtumlet tilværelse.

Til låns i Glostruphallen

”I en periode lånte vi plads i Vallensbæk, men de seneste år har vi sammen med en række andre skytteforeninger lejet os ind i lokaler i Glostruphallen”, siger Benny Stisen. ”Problemet har været, at vi intet klubliv kunne have. Vi kunne have vores våben der, og vi kunne komme og skyde. Men et egentligt lokale havde vi jo kun til deling med andre. Så fællesskabet og sammenholdet har været sat på stor prøve”.

Samtidig mistede Albertslund Skytteforening også alle sine gamle medaljer, diplomer, fotos, bøger, værktøj osv. ved branden i Kongsholmcentret.

Alligevel er der i dag en standhaftig gruppe medlemmer på ca. 80 personer.

”Vi mødes hver torsdag og skyder og snakker. Vi taler også om foreningen genopbygning, og hvornår mon vi kan komme tilbage”.

For ved borgmesterens mellemkomst lykkedes det at afværge, at foreningen blev smidt ud af Albertslund. De gamle baner i Kongsholmcentret er blevet istandsat. Men kun nødtørftigt:

”Vi skal selv bygge skydebanen op. Isolere væggene, lyddæmpe og etablere et kuglefangsanlæg. Det er et omfattende projekt, og en stor del af det kan vi lave selv. DGI Danske Skytteforeninger har sat os i udsigt, at vi kan få tilskud til det. Vi er i løbende dialog med dem. Ligesom vi også har et fortrinligt samarbejde med politiet, som i sidste ende skal godkende banen”, siger Benny Stisen, der også håber på, at kommunen kan dække nogle af udgifterne i forbindelse med banens genopbygning.

Starte fra bunden

”Så selvom vi kan fejre 150 års fødselsdag, skal vi nu starte helt fra bunden. Men så kan det jo også kun gå en vej – og det er op!”.

Der er masser af planer med foreningen. Samarbejde med skoler, Ungecentret og etablering af en egentlig juniorafdeling.

Men det får alt sammen vente, til man kan rykke ind i Kongsholmcentret igen. Hvornår det sker, er lidt usikkert. Alt tyder på, at Bygning M bliver klar til indflytning i november, og forhåbentlig kan Albertslund Skytteforening samtidig gå i gang med at bygge lokalerne op i kælderen.

De 150 år bliver fejret i Glostrup Hallen med samvær, lagkage, hygge og besøg af foreningens venner.

”Jeg håber så, at vi kan fejre vores 151 års fødselsdag i færdige lokaler i Kongsholmcentret i 2018”, siger Benny Stisen.

Publiceret: 08. Oktober 2017 05:00

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Albertslund Posten

ANNONCER
Se flere