DEBAT:

Endnu flere børn i gruppeordningen for børn med autisme og ADHD

Hanne Hjort Jensen, gruppeordningen for børn med autisme og/eller ADHD, Herstedøster skole.

Så skete det, det ikke var meningen skulle ske. Den gruppeordning for børn med autisme og/eller ADHD jeg arbejder i på Herstedøster skole, skal til august modtage en hel børnehaveklasse på 8 elever. Vel at mærke på de samme kvadratmeter, som vi nu har 54 elever på. Fraregnet de børn, der går ud til sommer, kommer vi til at rumme 56 elever.

Officielt er vi normeret til at have 6 klasser med 8 elever i hver, altså 48 elever. Til orientering skal jeg sige, at vi aldrig før har modtaget så mange børnehaveklassebørn på én gang.

Gruppeordningen er i årevis blevet noget stedmoderligt behandlet af sin forvaltning og af sine politikere.

I mange år var det en formuleret politisk hensigt at nedlægge os. Børn med autisme og ADHD skulle inkluderes i folkeskolernes almindelige klasser, og så ville der ikke være behov for en gruppeordning længere.

Som med så mange andre politiske hensigter, er denne ikke gået i opfyldelse. Der bliver ved med at poppe børn op, som har så store vanskeligheder med at være i folkeskolens almindelige klasser, at de må have et undervisningstilbud i gruppeordningen.

Godt, at vi er her!

Når man har en autismediagnose, er man blandt andet svært udfordret på at være tæt sammen med andre mennesker. Jo flere børn med autisme man propper ind på de samme kvadratmeter, jo mere udfordrede bliver de. Så hver gang man fra politisk hold tænker, at man lige kan mase et, to eller tre børn mere ind i gruppeordningen, bliver tilbuddet faktisk ringere for hver enkelt elev.

Jeg skal gerne medgive, at vi sikkert har meget mere plads pr. elev, end man har i en typisk klasse i folkeskolen. Det er jo blandt andet derfor, der hele tiden er nogen børn, der, trods diverse inklusionsbestræbelser, alligevel ikke magter at være i en almindelig klasse.

Gruppeordningen tager selvfølgelig imod disse nye børnehaveklassebørn med samme professionalisme, som vi altid modtager nye elever.

Men Albertslunds politikere må til at forstå, at det bliver tiltagende vanskeligere at give børn med autisme et højt kvalificeret tilbud. Og det det, vi så gerne vil; yde børnene og deres forældre et højt kvalificeret tilbud.

Så venligst, giv os mulighed for det. Giv os plads og kvadratmeter, så børnene kan opleve en skoledag uden idelige konflikter mellem hinanden og med mulighed for at tilpasse pædagogikken og undervisningen den enkelte elev. Så både William, der ikke kan holde andres lyde ud, Mikkel, der ikke har tålmodighed til at vente mere end 30 sekunder på noget, Sofia, der har det bedst, når hun er i dansende bevægelse og Sigurd, der har brug for et roligt afsondret sted at køle ned, når han har haft et raserianfald, kan være i skolen og opleve glæde ved det. Det er det, der er udgangspunkt for, at de alle kan lære noget.

Venlig hilsen

Hanne Hjort Jensen, gruppeordningen for børn med autisme og/eller ADHD, Herstedøster skole.

Publiceret 25 February 2018 18:00

Albertslund Posten nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Albertslund Posten
SENESTE TV