Sad og så tv:

Kæmpebrag da flise blev kastet gennem vinduet

Spættens kvt. har inden for det sidste stykke tid oplevet rudeknusninger. Det seneste fandt sted i weekenden

Af
Jørgen Brieghel

Beboere i Spættens kvarter er i øjeblikket chikaneret ved, at der kastes sten ind gennem ruderne til vinduer i gårdhusene. Så sent som lørdag aften skete det for anden gang.

AP har talt med den beboer, hvor rudeknusningen skete første gang – 12. februar.

”Det er 23,20 mandag aften. Min kone og jeg sidder i stuen og ser tv. Pludselig lyder der et kæmpe brag. Først tror vi, at det er nytårsfyrværkeri, men vi rejser os og går ind i værelset, hvor der gennem facadevinduet er udsyn til p-pladsen”.

”Det er ikke fyrværkeri. Vi opdager, at det lille vindue er knust og der er sylespidse glassplinter overalt i værelset. Vi løber ud for at se, om vi kan få et glimt af den person, der har knust vinduet. Men der er ingen. I stedet ser vi en stor flise, der ligger på jorden”.

Det fortæller René Nielsen. Flisen på jorden er ikke i småtingsafdelingen: 30x15x5 centimeter, og den vejer 7 kg.

”Tænk hvis der havde ligget et barn og sovet”, siger René Nielsen.

Han og hustruen er stadig chokerede efter episoden 12. februar i gårdhuset i Spættens kvarter.

 

 

Kontaktede politiet

”Det første vi gjorde var at kontakte politiet”, fortæller René Nielsen. ”Over telefonen blev der taget rapport. De siger, jeg skal kontakte mit forsikringsselskab. Men jeg spørger, om de ikke vil sende en vogn ud. Svaret er: Kun hvis der lige er en i området”.

”Jeg kontaktede så Alka forsikring, og i løbet af en time kom der en mand, der ryddede op og dækkede af”.

”Tirsdag ringede jeg igen til politiet. Når der bliver kastet så stor en flise mod ens vindue, forestiller jeg mig, at de er interesserede i at samle beviser. Jeg spurgte, om de ikke skal tjekke stenen for fingeraftryk, og fortalte at jeg selv har taget på stenen med handsker. Politiets svar var, at der ikke kan findes fingeraftryk på overfalden af en flise”.

”Det forstod jeg ikke helt, så jeg gik efterfølgende selv op til politigården på Birkelundsvej med stenen i en plastikpose. Jeg viste den til damen i receptionen og spurgte, om de ikke skulle undersøge stenen og eventuelt finde dna-spor. Jeg fik det svar, at den slags er dyrt at gøre, så det gør man ikke uden videre. Hun ledte efter en sagsbehandler og var væk et stykke tid, men kom så tilbage og meddelte, at de ikke ville gøre mere ved sagen”.

”Jeg forstår ikke, at politiet ikke er mere interesserede og imødekomne”, siger René Nielsen. ”Vi oplever jo ind i mellem, at der kastes fliser fra motorvejsbroer, og det kunne jo være, at sporene fra 'min' flise kunne bruges til efterforskning. Men det var der ingen interesse for”.

”Det sluttede så med, at jeg meddelte, jeg ville gå til Albertslund Posten – og fik blot besked om, at det måtte jeg jo så gøre, hvis jeg syntes”.

Den 7 kg. tunge sten ligger på jorden ved et knuste vindue.

Den 7 kg. tunge sten ligger på jorden ved et knuste vindue.

Venter på svar

Albertslund Posten har kontaktet Københavns Vestegns Politi og venter på at få et svar på rudeknusningerne i Spættens kvarter.

"Tænk hvis et barn havde ligget og sovet her", siger René Nielsen. Privatfoto

Publiceret 25 February 2018 20:16

SENESTE TV