DEBAT:

Styrket indsats mod udsatte boligområder

Mads Fuglede, MF for Venstre, medlem af udlændinge- og integrationsudvalget:

”Rundt om i landet er der parallelsamfund. Mange mennesker med de samme problemer er klumpet sammen. Det skaber en negativ spiral. En modkultur. Derfor må vi droppe illusionen om, at parallelsamfund og ghettoer nok skal forsvinde, hvis vi bare giver tid. Det gør de ikke”.

Med de ord varslede statsminister Lars Løkke Rasmussen i sin nytårstale et opgør med parallelsamfundene, og i denne uge har regeringen så fulgt op og fremlagt en ny parallelsamfundsstrategi. Strategien - som rummer 22 konkrete initiativer – skal forebygge og nedbryde parallelsamfund og sætte en stopper for den udvikling, hvor de, der lever i parallelsamfund, ikke møder det almindelige Danmark.

Efterhånden er der ikke mange, der kan være i tvivl om problemets omfang i Danmark. Tallene taler for sig selv, og listen over ghettoer og udsatte boligområder tæller langt flere områder end bare Mjølnerparken og Vollsmose. Her i Albertslund har vi Hedemarken, der kategoriseres som et såkaldt udsat boligområde.

Med regeringens nye udspil får kommuner som Albertslund mulighed for at tage en mere håndfast styring af, hvem der kan bosætte sig i udsatte boligområder som Hedemarken. Det bliver bl.a. muligt at afvise boligsøgende, hvis de har fået en dom og nemmere at smide kriminelle og andre problematiske beboere ud. At undgå ghettodannelse handler også om at blande folk på tværs af herkomst, indkomst og beskæftigelse. Derfor skal det være nemmere for boligselskaberne at tiltrække ressourcestærke borgere, så det ikke udelukkende er beboere med lave indkomster, der bebor området. Det kan bl.a. gøres ved at sætte ressourcestærke boligsøgende foran i køen – det kunne f.eks. være folk i fuldtidsjob eller studerende.

Venstre ønsker et sammenhængende Danmark uden ghettoer og parallelsamfund. Et Danmark i beskæftigelse og med fælles værdier som tolerance, ligestilling, ligeværd og frisind. Med den nye parallelsamfundsstrategi har regeringen taget et vigtig skridt mod et mere sammenhængende Danmark.

Publiceret 02 March 2018 10:35

Albertslund Posten nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Albertslund Posten
SENESTE TV