Der kan stemmes:

To albertslundere klar til at fortsætte i HOFOR

Nu kan albertslunderne stemme til HOFORs vandbestyrelse. Povl Markussen og Arne Lie-Olesen er lokale kandidater

Af
Jørgen Brieghel

I marts måned skal der stemmes om, hvem der skal repræsentere de 750.000 forbrugere i HOFORs Vandbestyrelse de næste fire år. Bestyrelsen tager sig af både hovedstadsområdets drikkevandsforsyning, spildevandshåndtering og regnvandet – herunder klimasikringen af kommunerne.

Der skal kun vælges to bestyrelsesmedlemmer fra de otte HOFOR kommuner. I alt har 13 kandidater meldt sig på banen, heraf to albertslundere. Det er Povl Markussen, leder af Agenda Centeret, der har været forbrugernes repræsentant i HOFORs bestyrelse de sidste fire år. Og Arne Lie-Olesen, formand for Naturgruppen, der de sidste to år har været 2. suppleant til bestyrelsen.

Albertslund er således stærkt repræsenteret i forhold til sin størrelse. Men ved sidste valg lykkedes det også at skabe så stor interesse om valget, at hele 31 % af samtlige afgivne stemmer i HOFOR kom fra Albertslund.

”Det kunststykke er vi nødt til at gentage, for ellers stikker københavnerne af med begge mandater, de er jo i nærheden af 600.000 personer. De har meget store netværk, de kan mobilisere, og så ender vi og de 6 andre omegnskommuner med at blive repræsenteret af 2 københavnere. Det behøver i sig selv ikke at være dårligt, men København har nu engang andre problemstillinger, end vi har”, lyder det fra Povl Markussen.

Her er valget

Valget foregår på www.hoforvalg.dk, hvor man skal bruge sit NemID for at kunne stemme.

På hjemmesiden kan man også læse mere om de 13 opstillede kandidater og deres opstillingsgrundlag. Alle forbrugere i de otte HOFOR kommuner, der er over 18 år, har to stemmer. Hvis man ikke har mulighed for at stemme på nettet, kan man brevstemme. Så skal man kontakte HOFOR på telefon 3395 3395. Sidste frist for at afgive sin stemme er 3. april kl. 12.00.

Publiceret 07 March 2018 06:00

Albertslund Posten nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Albertslund Posten
SENESTE TV