Yo La Tengo hovednavn på Badesøen Festival

Albumaktuelle Yo La Tengo spiller deres eneste danske koncert i 2018 og den første i 5 år, når de den 25. august gæster Badesøen Festival.

I sidste uge løftede Badesøen Festival sløret for de to første navne til sommerens festival ude i det smukke badeland i Albertslund. I dag kan internetradioen The Lake og spillestedet Forbrændingen – som sammen arrangerer festivalen – offentliggøre de kritikerroste og drevne musikere i Yo La Tengo som en del af dette års program. Det er første gang i fem år, at bandet giver en koncert i Danmark.

Yo La Tengo

Når Yo La Tengo den 16. marts udgiver albummet There's A Riot Going On runder bandet 15 udgivne albums, siden de i 1986 udgav debutalbummet, Ride The Tiger. Yo La Tengo har en lang diskografi bag sig kendetegnet ved en sjælden evne og vilje til at forny sig fra plade til plade uden at give køb på deres lyd. De har udgivet mesterværker som I Can Hear the Heart Beating as One (1997), And Then Nothing Turned Itself Inside-Out (2000) og Fade i 2013.

Spiller lange koncerter

Yo La Tengo er kendt som et sjældent dedikeret og sympatisk liveband. De spiller ofte særdeles lange koncerter, fordi de elsker at spille live. Koncerterne er kendetegnet ved en stor afveksling og dynamik: bandmedlemmerne skifter mellem hinandens instrumenter – trommeslager det ene øjeblik, bassist det næste. Musikken kan være en silkeblød ballade som så afløses af kompromisløse lange og harske guitarsoloer, hvor bandets slægtsskab med f.eks. Sonic Youth giver sig til kende. Og bedst som man har fået en række af Yo La Tengos hits serveret, slår de over i covernumre af artister som Beach Boys, Sun Ra, Bob Dylan, Bert Jansch osv.

Det kan virke fragmenteret og rastløst; ja – men lige præcis i Yo La tangos selskab finder man ro i rastløsheden. En Yo La Tengo-koncert opleves hverken som retningsløs og rastløs, men som en vital kærlighedserklæring til musikken selv.

 

Læs: Kasper Winding er med på Badesøen Festival

Om Badesøen Festival

Badesøen Festival fandt sted for første gang i juli sidste år og bød på alt fra pop-ups med eksempelvis den svenske musiker Jens Lekman, forfatteren Nikolaj Zeuthen, slagtøjsspilleren Ying-Hsueh Chen til fællessang med The Savage Rose eller psychrock fra Dungen.

I år falder festivalen den sidste lørdag i august, og de tre offentliggjorde navne viser spændvidden i Badesøens nysgerrige og opsøgende program, hvor det folkelige og det fremmede går hånd i hånd. The Lake Radio, som kuraterer musikprogrammet, har et stort ønske om at gøre det eksperimenterende folkeligt og samtidigt eksperimentere med folkeligheden.

brie

 

Lyt til Yo La Tengo "For You Too" - fra det kommende album

Publiceret 08 March 2018 19:31

Albertslund Posten nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Albertslund Posten
SENESTE TV