DEBAT:

Plast sorteres ikke kun for at opdrage' borgerne

Helene Eskildsen, Agenda Center Albertslund

Svar på Frede Vestergaards indlæg om vores plast til genbrug

Kære Frede. Du stiller nogle spørgsmål om den plast, vi sorterer fra i Albertslund, som jeg skal prøve at svare på.

Vores plast blev tidligere sendt til et anlæg i Sverige, men nu sender vi det til et bedre anlæg i Tyskland.

Der bliver plasten sorteret i forskellige plasttyper og urenheder bliver sendt til forbrænding. I runde tal er 40 % af plasten så ren, når det har været igennem anlægget, at det kan bruges som råvare til ny plast. Andre 40 % er blandet plast, som typisk bliver brugt til plast-havefliser og andre byggematerialer.

Mens de sidste 20 % er frasorteret restaffald, urenheder og plast, der ikke kan bruges.

Så jo, der er en mindre del af den plast, vi sorterer, der bliver brændt. Men langt størsteparten af plasten genanvendes. Og jo renere vi sorterer plasten, jo mindre er der til forbrænding.

 

Læs Frede Vestergaards indlæg: "Plasten bliver delvis brændt af"

 

Du spørger også om det kan betale sig CO2-mæssigt, at sortere plasten. Det kan det! Selv når transporten medregnes, er CO2-gevinsten stor. Der er imidlertid flere bud på, hvor stor besparelsen er, da den bl.a. afhænger

af, hvilke typer plast, der er tale om.

Miljøstyrelsen anslår, at der er en gevinst på 1,9 ton CO2 per ton plast,  der sendes til genanvendelse. I København medregner man den CO2 gevinst, man får ved ikke at brænde plasten af, de siger derfor at der spares hele 4 tons CO2 per ton plast, der genanvendes.

Albertslund Kommune og Vestforbrænding anvender Miljøstyrelsens beregning på de 1,9 ton CO2 per ton plast, der genanvendes. Men selv med det mere forsigtige bud, er gevinsten altså positiv.

Så plasten skal ikke kun sorteres for at ”opdrage borgerne”. Det giver også god mening.

Publiceret 08 March 2018 19:11

Albertslund Posten nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Albertslund Posten
SENESTE TV