DEBAT:

Helge Bo Jensens argumentation mod seniorboliger halter

David Ernst-Sunne, udviklingsdirektør, Propreco

Kommunalbestyrelsesmedlem Helge Bo Jensen (Ø) har i gårsdagens avis kommenteret på forslaget til udviklingsaftale mellem Albertlunds Kommune og Propreco Development ApS omhandlende opførelsen af senioregnede boliger til Albertslunds borgere. Det er tydeligt, at Helge Bo Jensen af rent ideologiske årsager ikke ønsker private aktører på boligområdet, og dette forekommer medvirkende til, at Helge Bo Jensens argumentation imod Propreco og dermed muligheden for attraktive, privatejede senioregnede boliger i Albertslund halter:

1. Almene lejeboliger er ikke nødvendigvis billigere og/eller bedre end private lejeboliger. Propreco kan og vil bygge senioregnede boliger til Albertslund borgere i en høj kvalitet til en husleje på niveau med tilsvarende i den almene sektor. Proprecos boligkoncept er desuden ikke mere spekulativt end den almene sektor, som jo desværre flere steder er plaget af de såkaldte ulovlige eller utilsigtede overskud på driften til skade for de almene lejere. Propreco ønsker ikke at profitere urimeligt på Albertslunds borgere men ønsker derimod at skabe gode, betalelige senioregnede boliger i samråd med de kommende beboere og Albertslunds Kommune, således at Proprecos seniorboligkoncept med forbillede i Albertslund på sigt kan tilbydes andre af landets kommuner til glæde for den stadigt voksende gruppe af seniormedborgere i Danmark.

 

Læs indlægget fra Helge Bo Jensen

 

2. Det er korrekt, at medlemmer af Proprecos direktion, som mange andre privatpersoner og virksomheder, tidligere har været ramt af de ugunstige tider under finanskrisen. Begge passede dog deres hverv uden anmærkninger og nyder til stadighed et glimrende ry i branchen.

3. I Danmark betaler man heldigvis kun skat af tjente penge. Propreco har de seneste år investeret store fradragsberettigede summer i udviklingsarbejde. Helge Bo Jensen lader til at insinuere, at Proprecos virksomhed skulle falde ind under en form for avanceret, fordækt skattespekulation. Det er faktuelt forkert og let verificerbart, eftersom Propreco er en danskejet virksomhed med dertilhørende offentlige regnskaber. Hertil kan nævnes, at Propreco selv agter at investere langt mere end den omtalte kompensation på kr. 500.000 i udviklingsarbejdet med Albertslund Kommune.

4. Proprecos senioregnede boligkoncept hedder Fællesheden, som er organiseret i Fællesheden ApS. Det er korrekt, at dette anpartsselskab tidligere har haft et andet juridisk navn. Dette skyldes det simple faktum, at selskabet blev stiftet med henblik på at drive generel udvikling af Proprecos seniorboligkoncept længe før, at forhandlingerne med Albertslund Kommune blev en realitet, og før at navnet Fællesheden faldt på plads.

Jeg vil afslutningsvis opfordre til, at interesserede læser bilagene til dagsordenen til dagens møde i Kommunalbestyrelsen, hvori der er mere uddybende beskrivelser af Propreco og seniorboligkoncept Fællesheden.

Publiceret 13 March 2018 09:32

Albertslund Posten nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Albertslund Posten
SENESTE TV