DEBAT:

Vælg rent vand

Peter Westermann, regionsrådsmedlem for SF

Som medlem af Region Hovedstadens Miljø- og Klimaudvalg er en af mine vigtigste opgaver at sikre rent drikkevand fra grunden. Det er der heldigvis også andre, der arbejder for.

Vores vandsektor er nemlig demokratisk. Og nu kan du frem til 3. april stemme på forbrugerrepræsentanter til HOFOR (Hovedstadens Forsyning). Du skal bare bo i en af kommunerne: Albertslund, Brøndby, Dragør, Herlev, Hvidovre, København, Rødovre og Vallensbæk. 

1) Sikring af rent drikkevand, særligt imod miljøgifte 2) klimatilpasning, så vi kan håndtere skybrud og 3) bevarelse af forsyningen på fællesskabets hænder - dvs. imod privatisering - er de tre vigtigste emner, hvis du spørger mig.

De temaer, der ikke bør afgøre valget, er billigere vandpris (vi betaler 8 kr. i vandtakst for 1000 liter. Hertil 30 kr. i afgifter med mere, men det kan HOFOR dårligt skrue på) og højere vandtryk (det er nærmest ikke et problem: Ud af 1,5 mio. forbrugere har der vist været 2(!) klager inden for den sidste periode, og her lå problemet efter sigende endda hos forbrugerne, så lad os bruge kræfter på de andre, vigtigere emner).

Jeg kender ingen af de opstillede, men har ud fra disse kriterier – rent vand, klimatilpasning og forsvar mod privatisering - valgt to gode kandidater at bruge mine stemmer på. 

Jeg synes, at du skal stemme. På dem, du er mest enig med. Hvis du vil stemme på lokale, er der et par gode kandidater fra Albertslund.  Stem: Det er vigtigt og processen er klar som vand: Du skal bare gå ind på hoforvalg.dk.  

Publiceret 14 March 2018 04:00

Albertslund Posten nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Albertslund Posten
SENESTE TV