DEBAT:

Danskerne skal kunne færdes på gaden

Mads Fuglede, Folketingsmedlem for Venstre

Svar til Sikandar Siddique

I fredagens udgave af Albertslund Posten havde folketingskandidat for Alternativet, Sikandar Siddique, taget sig tid til at kommentere på mit indlæg fra sidste uge. Og selvom jeg altid er åben for input og dialog med politiske modstandere, så må jeg desværre indrømme, at indlægget ikke gjorde mig meget klogere på Alternativets politik. Udover nogle floskler om positiv genindtræden, så var indlægget helt og aldeles renset for konkrete bud på, hvordan vi løser vores fælles udfordringer med kriminalitet i hovedstadsområdet.

Læs indlægget fra Sikandar Siddique

Faktum er, at vi igennem de seneste år har set en markant forråelse af rocker- og bandekriminaliteten i og omkring København. Det har ført til, at antallet af rocker- og banderelaterede skudepisoder på offentlige steder er blevet mere end tredoblet fra 2015 til 2016, og at lovlydige borgere gentagne gange har været i fare for at komme i skudlinjen. Senest her i Albertslund. Selvom det ifølge Sikandar Siddique er både populistisk og Trump-lignende, så vil jeg meget gerne fastholde min pointe om, at vi fra politisk hold skal sætte hårdt mod hårdt. Det er ganske enkelt ikke en mulighed, at vi ser passivt til, mens rockere og bandemedlemmer begår rå og skruppelløs kriminalitet. Derfor har Venstre også siden 2009 været med til at vedtage tre bandepakker, der løbende har indført nye effektive regler og værktøjer. Pakkerne har været medvirkede til, at et stort antal rockere og bandemedlemmer er blevet fjernet fra gaderne og i stedet er kommet bag tremmer.

Som Sikandar Siddique også fremhæver i sit indlæg, så vægter vi i Venstre også det kriminalpræventive arbejde højt. Vores holdning er, at indsatsen mod bandekriminalitet naturligvis skal gå på to ben, og at vores bandepakker skal kombineres med en præventiv indsats. Derfor lancerede vi efteråret også udspillet 'Alle handlinger har konsekvenser', som skal reformere indsatsen mod ungdomskriminalitet. Udspillet, der indeholder 15 konkrete initiativer, skal forebygge, at unge vender det store fællesskab ryggen og ender i den hårde kerne af unge kriminelle.

Danskerne skal kunne færdes på gaden uden frygt for at blive fanget i rocker- og bandegruppers skyderier. Men hvis vi skal bandekriminaliteten til livs, så kræver det, at vi politikere er vores ansvar bevidst og svarer igen med konkrete tiltag, der rækker væsentlig ud indholdsløse banaliteter såsom dialog, resocialisering og positiv genindtræden.

 

Publiceret 17 April 2018 10:00

SENESTE TV