Jonas Møller skænker champagne til kunder og personale. Foto: Mia Teidor

Jonas Møller skænker champagne til kunder og personale. Foto: Mia Teidor

4 år i træk: Kvickly Albertslund er landets bedste

”Det er helt vanvittigt, og jeg er kanonstolt”, lyder det fra varehuschef Jonas Møller, der fredag samlede personalet i butikken og bød på champagne

Af
Jørgen Brieghel

”Det er jo helt vanvittigt. Jeg er bare så stolt!”, lyder det fra Jonas Møller, varehuschef i Kvickly Albertslund.

For fjerde år i træk er Kvickly Albertslund kåret som landets bedste varehus – og det vel at mærke af kunderne selv.

”Jeg har netop fået de seneste kundemålinger, som typisk er besvarelser fra 1000-1500 kunder. I hele tre år i træk blev vi af kunderne kåret som landets bedste varehus. Det har været stort. Men nu er det sket for fjerde år i træk. Det er aldrig sket for nogen COOP-butik nogensinde. Ud af 100 mulige har vi fået en score på 72. Vi er steget fra 69 til 72, og normalt ligger Kvickly-kæden på 29-30”.

”Kunderne har bedømt os på forskellige ting som nonfood, slagterafdeling, frugt og grønt, kvalitet af varer, pris, serviceniveau osv. Og endelig er de blevet spurgt, om de vil anbefale os til andre”.

”Jeg tror, at årsagen til vores succes er, at vi helt fra starten havde det mål, at Kvickly Albertslund ville være anderledes. Vi har lagt stor vægt på det lokale engagement, og vi har målrettet fortsat vores gode takter år efter år. Samtidig har det også haft en betydning, at vi har sænket priserne på 600 af vores varer, så vi er konkurrencedygtige”.

Hvad betyder det for Jonas Møller som chef at få denne cadeau fra kunderne for fjerde år i træk?

”Jeg har i mine 17 år i branchen aldrig oplevet noget lignende”, siger han. ”Alt er med os nu. Vi er tidligere blevet hædret internt i branchen og nu for fjerde år i træk af kunderne. Det er vildt. Jeg er helt høj”, siger en begejstret Jonas Møller, inden han i al hemmelighed går ud for at trække propperne er champagneflaskerne, som skal skænkes ud til personalet, der er en meget vigtig del af succesen.

Publiceret 25 May 2018 14:15

SENESTE TV