Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Alle partier støtter den nye plan for fremtidens skole

En enig kommunalbestyrelse vedtog torsdag en revideret udgave af den fælles skolestrategi ’Skole for alle’

En samlet kommunalbestyrelse står bag den nye strategi for skoleområdet. ”Skole for alle 2017-22” skal danne grundlaget for arbejdet på skolerne i Albertslund de næste fem år.

Undervisningsministeriets tal viser, at byens skoler er i en positiv udvikling, både når det handler om elevernes trivsel og faglige resultater. Det kan være en af grundene til, at der er opbakning til strategien hele vejen rundt.

”Det er positivt, at vi kan se fremgang,” siger udvalgsformand Jens Mikkelsen (Soc.), som samtidig understreger, at den udvikling kan og skal den reviderede skolestrategi sætte yderligere skub i.

Folkeskolerne i byen er vigtige. De skal give børnene det bedste afsæt til deres videre liv, både fagligt og socialt. Derfor har Albertslund siden 2012 haft en skolestrategi. Dengang vedtog kommunalbestyrelsen strategien ”Skole for alle”, som siden har dannet grundlag for arbejdet med at gøre børnene dygtigere og gladere på byens skoler.

Erfaringerne fra de første snart fem år med skolestrategien ”Skole for alle” viser, at den sproglige udvikling er helt afgørende for at styrke fagligheden hele vejen rundt. Det er her nøglen til en fortsat positiv udvikling ligger.

De næste fem år vil vi i Albertslund opleve øget fokus på at styrke samarbejdet mellem daginstitutioner og skoler. Og sprogarbejdet er det fælles udgangspunkt for de faglige temaer i den nye strategi.

Desuden er det tværgående fundament de næste fem år: dannelse, kompetencer i det 21. århundrede og en varieret skoledag.

Idéen er, at de tværgående temaer skal indgå i mange forskellige sammenhænge og dermed sikre, at eleverne også i fremtiden rykker sig fagligt, trives endnu bedre - og give dem de bedste forudsætninger for at klare sig i fremtiden.

Partierne om skolestrategien

Formand for Børne- og skoleudvalget, Jens Mikkelsen, siger:

”Det er positivt, at de fokusområder vi har haft gennem de sidste år begynder at bære frugt. Men vi skal lykkes endnu bedre, og derfor kræver det at vi fortsætter udviklingen, så vores børn kan blive endnu dygtigere og vokse i en hverdag med trivsel, høj faglighed og dannelse. Kerneopgaven er elevernes læring, og den skal vi skabe gennem motiverende undervisning og et trygt miljø for børnene. Derfor vil jeg også gerne kvittere alle partierne i kommunalbestyrelsen for at nå til enighed om den nye strategi, der netop skal være fundamentet for, at det sker.”

Dansk Folkeparti

“Dansk Folkeparti har arbejdet for at flytte fokus over på erhvervsuddannelserne i udskolingen. I alt for mange år har valgfagene primært henvendt sig til de fagligt stærke, og man har overset dem, der er dygtige med hænderne. Det bliver nu lavet om. Derudover har det som altid været vigtigt at få til rettet sprogarbejdet, så det fremover tager udgangspunkt i det danske sprog og ikke alt muligt andet. Og det er lykkedes. For første gang nogensinde bliver det præciseret, at dansk er målet i sprogarbejdet,” siger Danni Olsen (DF).

Enhedslisten

“'Skole for alle' er blevet et fint papir med flotte målsætninger især for de af vores elever, der har det sværest med skolen - socialt og fagligt. Derfor støtter Enhedslisten planen. Men det er helt urealistisk at nå målene, med mindre kommunalbestyrelsen virkelig satser på folkeskolen i de kommende år.

Desværre er de handlinger, der lægges op til i planen, helt utilstrækkelige i forhold til at nå de fine mål. Vi vil bruge vores mandater til at holde kommunalbestyrelsen fast på, at dette skal lykkes. At der skal konkrete handlinger bag de fine ord - og der skal afsættes de nødvendige ressourcer til at udvikle kvaliteten af undervisningen til gavn for alle elever. En forudsætning for at dette lykkes er, at lærernes arbejdsmiljø bliver mærkbart forbedret,” siger Helge Bo Jensen (Enh.).

SF

”For SF handler en bedre folkeskole om, at vi skal få alle vores elever til at vokse og den skal vi skabe gennem motiverende undervisning og i et trygt miljø. Vi synes, at der fortsat skal være fokus på, at vores børn og unge udvikler sig til selvstændige og demokratisk tænkende individer, som kan agere og gøre deres indflydelse gældende i samfundet gennem et aktivt medborgerskab. At tage afsæt i et børnesyn, hvor den anerkendende tilgang spiller en central rolle, hvor vi fokusere på ressourcer frem for mangler. Det synes vi den reviderede skolestrategi skaber et godt grundlag for,” siger Mehmet Kücükakin (SF).

Venstre

”I Venstre er vi tilfredse med det resultat vi er kommet frem til i aftalen. Skole for alle er ambitiøs og vi vil endnu længere med den reviderede aftale. Vi har haft fokus på at løfte det faglige niveau og samle de fagligt svage elever op, så de kan få mere ud af undervisningen. Vi ville gerne gå meget længere, men vi kunne ikke få mere igennem. Der er også et skærpet fokus på skolehjem-samarbejdet og skolebestyrelsernes rolle i skolen, som vi er meget tilfredse med. Nu er det op til de enkelte skoler at løfte opgaven og bringe vores børns faglige niveau op på landsgennemsnit, og ruste dem til videre uddannelse og voksenlivet,” siger Brian Palmund (V).

Konservative

”Det konservative folkeparti i Albertslund vil gerne kvittere borgmesteren for et frugtbart og godt samarbejde, med udarbejdelsen af den nye skolestrategi, Skole for alle 2017-2022. Det er en utrolig gave for os politikere, hver gang vi sender noget i høring, at vi modtager meget konkrete og konstruktive svar til sagerne og der er stor tradition for, at høringssvarene bliver brugt i den efterfølgende politiske behandling. Det er noget vi Konservative sætter stor pris på. Det har ligget os meget på sinde, blandt andet, at få hele emnet om dannelse og det nationale skolevalg med i skolestrategien. Det er derfor med slet skjult stolthed, at vi, sammen med de øvrige partier i Albertslund, nu kan præsentere en skolestrategi, hvor Det Konservative Folkeparti i Albertslund har efterladt solide aftryk for en god og fremtidssikret skolepolitik i Albertslund”, siger Tina Graugaard (Kons.).

Publiceret: 18. April 2017 01:12
¨

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Albertslund Posten

Annonce
ANNONCER
Se flere
Politiken
Seneste nyt
Ekstra Bladet
Seneste nyt
Jyllands-Posten
Seneste nyt