Performance-kompagniet "The Builders Association" fra New York gæster MusikTeatret i august. Albertslunderne kan selv blive en del af forestillingerne.
11.-13. august kommer The Builders Association fra New York til Albertslund med multimedie-performancen Continuous City, som albertslunderne får mulighed for at blive en del af. De tre forestillinger spilles i MusikTeatret. Gruppen er kendt for deres fantastiske evne til at kombinere moderne medieteknologi med scenekunst, og de skaber svimlende forestillinger, der fascinerer og fortryller både unge og ældre. Forestillingen er en del af i alt 100 performances og installationer i hovedstadsområdet i anledning af "Metropolis – festival for kunst og performance i byens rum". Festivalen er arrangeret af Københavns Internationale Teater, og de har hentet et af verdens førende performance-kompagnier til Danmark og samarbejder med MusikTeatret om at præsentere det for et dansk publikum. Publikum får en enestående chance for at stifte bekendtskab med scenekunst i verdensklasse, når The Builders Association fortæller historien om en rejsende far og hans datter derhjemme – om deres forhold, der transformeres af fart, hypermodernitet og svigtende mobilforbindelser. Forestillingen handler om mennesker langt hjemmefra og om, hvordan vi nogle gange strækker os til det yderste for at kunne være flere steder på samme tid – online.
Bliv en del af forestillingen
The Builders Association turnerer over hele verden med deres produktioner, men de gør altid den by, de spiller i, til en del af forestillingen. Det sker bl.a. ved at lade de lokale beboere uploade små videofortællinger, som integreres i forestillingen. Albertslunds borgere får altså direkte mulighed for at medvirke i forestillingen ved at lave en kort film om, hvad de har i tankerne, når de ikke er hjemme, og uploade den på www.xubu.cc
Tankevækkende og visuelt forførende
"Continuous City" er en fortælling om individet i den totalt opslugende globale storby. Den problematiserer muligheden for at være reelt levende til stede i en verden, som er så infiltreret af medier og teknologi, og hvor kampen for at være online og tilgængelig er altoverskyggende. Forestillingen mikses sammen af performance, tekst, video, lyd og arkitektur, og resultatet er en skræmmende aktuel og visuelt overvældende performance, som er svær at give slip på bagefter. The Builders Association arbejder konstant med at udvide teatrets rammer, og den nyskabende teknologi giver andre multimedie-forestillinger baghjul.