Det skal være billigere at købe slik og chokolade i Danmark. Foto: Scanpix
Det skal være billigere at købe slik og chokolade i Danmark. Foto: Scanpix
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Billigere slik og chokolade

Stigende grænsehandel med slik og chokolade skal stoppes med lavere priser i Danmark

Af Niels Philip Kjeldsen
npk@sondagsavisen.dk

Regeringen gør nu klar til at sænke priserne på slik og chokolade, efter at en ny rapport fra Skatteministeriet har vist, at danskerne køber stadig mere slik og chokolade syd for grænsen.

“Afgifterne på det område er højere, end hvad der samfundsøkonomisk giver mening. Derfor er det nærliggende at tage med i drøftelserne af regeringens erhvervsudspil. Vi vil gerne være med til at mindske grænsehandlen, så der i stedet bliver handlet mere i Danmark,” siger skatteminister Karsten Lauritzen.

Afgifterne på slik og chokolade har været stigende de seneste år. Første stigning skete i 2013, anden stigning skete i 2015, og afgifterne står til at stige igen i 2018.

Samtidig er der ingen afgifter på slik og chokolade i Tyskland og Sverige, og det har ifølge regeringen bidraget til øget grænsehandel.

Færre cigaretter

Generelt ligger grænsehandlen dog på et stabilt niveau. Sidste år købte danskerne varer i grænsehandlen for fire milliarder kroner, og mens køb af slik og chokolade har været stigende, køber vi til gengæld færre cigaretter i udlandet.

“Det er grundlæggende positivt, at den traditionelle grænsehandel med nydelsesmidler ikke stiger, og det vidner om, at vi ikke står med et kæmpe grænsehandelsproblem. Men der er fortsat udfordringer,” understreger Karsten Lauritzen.

Niveauet af øl og sodavand, der bliver købt i grænsebutikkerne, ligger fortsat stabilt, viser rapporten.

Publiceret: 12. November 2017 11:30
Leveret af Lokalavisen

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Albertslund Posten

ANNONCER
Se flere
Politiken
Seneste nyt
Ekstra Bladet
Seneste nyt
Jyllands-Posten
Seneste nyt