Ivan Warrer og Bjarne Dam med det nye program for andet halvår af 2017. Foto: brie
Ivan Warrer og Bjarne Dam med det nye program for andet halvår af 2017. Foto: brie
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Birkelundgaard: Vi er klar til at tage chancer

Programmet for anden halvdel af året i Kulturhuset Birkelundgaard er klar

”Kulturhuset er vokset fra græsrødderne, og vi skal arbejde videre og vise, hvad det kan blive til. Vi er drevet af fællesskab. Fællesskab med det trofaste publikum, der kommer gang på gang til arrangementerne og fællesskab mellem alle de frivillige, der giver en stor hånd med, når arrangementerne skal afvikles. Det betyder, at vi har lyst til at prøve noget mere og lyst til at tage chancer”.

Det mener Bjarne Dam og Ivan Warrer, henholdsvis formand og næstformand i foreningen Kulturhuset Birkelundgaard.

Om det er taget chancer i programmet for anden halvdel af 2017, det må man selv afgøre. I hvert fald er programmet netop kommet på gaden, og der er masser af arrangementer.

”Vi er da lidt stolte over, at borgmesteren og kulturudvalgsformanden har lagt ord til vores program. Det tolker vi, som at vi gør det på den rigtige måde”, siger Ivan Warrer.

”Hvad vil vi så med Birkelundgaard? Det afspejles i vores program”, siger Bjarne Dam. ”Der er måske meget musik på repertoiret denne gang. Ikke fordi vi vil være et spillested. Vi skal ikke konkurrere med hverken MusikTeatret eller Forbrændingen. Men man får andre oplevelser hos os. Vi har andre vinkler”.

”Det er første år, vi har en hel sæson i den nyrenoverede lade, og det er derfor det største program i foreningens historie. Vi har ca. 20 arrangementer, og for os at se er vi dermed en højborg for det lokale, frivillige kulturliv”, siger Bjarne Dam.

Frokostjazz

Sæsonen begynder med jazz. 6. august er der frokostjazz med Lizette. Tag madkurv og klapstol med og få en god oplevelse med numre fra Ella Fitzgerald, Billie Holliday og Natalie Cole.

10. september er der ”Rundt om et flygel” med Esben Just.

”Vi indvier Kulturhusets flygel, som vi fik sidste år. Det placeres midt i laden og publikum sidder rundt om. Der bliver overraskelser!”, lover Bjarne Dam og Ivan Warrer.

Foredrag er der, når lokalhistoriker Jørgen Nielsen fortæller historierne om mange af vejnavnene i Albertslund. Det sker 18. september.

Der samarbejdes også med andre foreninger. Agenda Centeret og Kulturhuset holder i fællesskab byttemarked 1. oktober.

Anderledes stand-up

8. oktober er der anderledes stand-up. ”Per Worm spiller for meget musik til at være stand-upper og snakker for meget til at være musiker”, som der står i programmet.

”Vi fandt Per i Jylland på en tur Ivan og jeg var på. Han er noget man sjældent ser, og vi har aldrig haft sådan en som ham!”, siger Bjarne Dam.

22. oktober kommer Mads Westfall og Halfdanskerne.

Der er trubaduraften 1. november med Michael Klinke.

Benny Holst Trio kommer 12. november. Det bliver et genhør med en af den danske musikscenes helt store personligheder. Kendt fra Skolesange og Europasange med Arne Würgler, siden med sine smukke soloalbums og nu som trio med violinisten Martin Andersen og guitaristen Jacob Rathje.

Året slutter med julemarked, hvor der bliver gjort noget særligt for børnene. Gammeldags jul med musik, krybbespil og julestue.

”I denne anden halvdel af året har vi valgt at alle billetter sælges ved døren”, siger Bjarne Dam. ”Den første time af billetsalget har vores medlemmer dog forkøbsret”.

Man kan læse meget mere på foreningens hjemmeside: kulturhusetbirkelundgaard.dk

Programmet kan fås ved foreningens arrangementer og hentes på bl.a. biblioteket, rådhuset og Albertslund Postens kontor, Stationstorvet 23, 1. sal.

Publiceret: 12. Juli 2017 07:00
¨
Se også:

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Albertslund Posten

ANNONCER
Se flere
ERROR: Macro disqus is missing!