Skriv kommentar
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

DEBAT: Albertslund risikerer flere udsatte boligområder, hvis regeringen får sin vilje

Vinie Hansen, formand for Vridsløselille Andelsboligforening og Kirsten Mogensen, Formand for Albertslund Boligselskab

Lovforslaget, som præsenteredes i forlængelse af regeringens udspil mod parallelsamfund, vil løse alt for mange problemer på én gang. Det vil højst sandsynligt betyde, at der kommer flere såkaldte ghettoer her i Albertslund.

Lovforslaget indeholder nemlig ikke kun tiltag mod parallelsamfund. Det fastsætter også støtten til renoveringer og boligsociale indsatser frem til 2026 for den almene sektor. 12 ud af 21 milliarder øremærkes til indsatser i kun 57 boligområder. Det risikerer at skabe flere udsatte boligområder og ikke færre.

Det er absurd at blande finansieringen af renoveringer og sociale helhedsplaner med et opgør med parallelsamfund. Man kan ikke på én gang afhjælpe skimmel og utætte tage og rette op på årtiers fejlslagen integrationspolitik.

I Vridsløselille Andelsboligforening og Albertslund Boligselskab ligger ingen af vores i alt 7000 boliger i et boligområde, der er på regeringens liste over udsatte boligområder. Det siger sig selv, at når over halvdelen af de penge, der på landsplan er afsat til renoveringer og sociale indsatser, skal bruges i kun 57 boligområder, så kommer der til at mangle penge andre steder. Også hos os.

Der bliver færre penge til at renovere f.eks. Toften og Hyldespjældet og færre penge til boligsociale indsatser til boligområder, der ikke er på listen. I Albertslund vil den boligsociale helhedsplan ABC  have sværere ved at fortsætte.

Lovforslaget øger således risikoen for udviklingen af nye udsatte boligområder: Vi risikerer at boligområderne får lov at forfalde. Så flytter de stærke beboere. Og fortsat finansiering af sociale indsatser i vores boligområder bliver usikker.

Parallelsamfundspakken bør alene omfatte de udsatte boligområder, mens rammerne for renoveringer og boligsociale indsatser i den øvrige almene sektor som vanligt bør aftales ved en boligaftale.

 

Publiceret: 13. April 2018 18:00

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Albertslund Posten