Arkivfoto
Skriv kommentar
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

DEBAT: Cykelvenlig Kommune – hvad har I gang i?

Hanne Franke Mortensen, Borgager 48

I forbindelse med ”Sikkerhedsprojekt Herstedvestervej/Egelundsvej” er kommunens førsteprioritet ”Forslag 1: Tilbagetrukket stikrydsning med vigepligt til stitrafikanterne”. Ja, I læste rigtigt: Vigepligt til stitrafikanterne!!! Man bryder med alt, hvad man hidtil har stået for. 

(Forslag 2 er identisk blot med vigepligt til bilisterne. Det er forkastet.) 

Krydset er – som det også omtales – et meget farligt sted for svage trafikanter, og der er gennem tiderne sket mange ulykker, selv om man som cyklist har års øvelse i at iagttage bilister fra højre og venstre, der måtte lægge an til sving, og som svinger, selv om de burde bremse op. Selv ville jeg være blevet påkørt mange, mange gange, hvis ikke jeg selv var opmærksom og stoppede. Senest d. 8. februar hvor en ung bilist kom kørende i al for høj fart ad Egelundsvej ud mod Herstedvestervej, helt paralyseret af at iagttage trafikken på Roskildevej og hans egen mulighed for at nå ud i krydset, mens der endnu var grønt. Han nåede overhovedet ikke at orientere sig til hverken højre eller venstre efter bløde trafikanter på cykel-gangstien. 

Det samme gør sig gældende for bilister, der svinger fra Herstedvestervej ind ad Egelundsvej. Man skal i Aldi eller Rema, hente børn i institution etc., alt skal gå hurtigt, og man har ikke tid til noget så langsommeligt som bløde trafikanter. 

Og løsningen skulle så – ud over en ny, tilbagetrukket linjeføring af stien – være vigepligt til stitrafikanterne, altså ikke noget med fodgængerovergang, jfr. forslag 1. Vise mænd har udtalt flg. i revideret notatet til pkt. 16 på Kommunalbestyrelsesmødet d. 6. februar: ”Med forslaget kan der stadig opstå konflikter mellem biler til og fra Egelundsvej og cyklister og fodgængere, men ved at pålægge vigepligten til den bløde trafikant, skal denne passe på sig selv”! Længere er den ikke. (Et tankeeksperiment: Hvis det er den optimale løsning, så bred den filosofi ud til hele landet og nedlæg alle fodgængerovergange!) 

Der lægges ikke skjul på, at fremkommeligheden for biler bliver forbedret, og at trafikafviklingen for biler bliver forbedret, mens fremkommeligheden for cyklister og fodgængere bliver forringet. Morgen og aften er der mange biler på Egelundsvej, som stitrafikanterne skal vige for, og da det også er de tidspunkter, hvor der er flest stitrafikanter, vil mange blive berørt af forringelsen. Men pyt! 

Der er flere andre forslag på bordet, bl.a. forslag 6 om Vejlukning og ny vejadgang til Roskildevej. Pris 5-7 mio. kr. ekskl. Moms. Denne løsning anses ikke for at være optimal, men den er dog nævnt og prissat. 

For mig at se mangler man den eneste rigtige løsning, som tillige er i tråd med alt, hvad kommunen hidtil har stået for: Trafiksikkerhed for de svage trafikanter – ikke mindst vores børn. Det handler selvfølgelig om en viadukt! Som det er tilfældet alle andre steder, hvor stier krydser Egelundsvej, skal også denne cykel-gangsti føres under vejen! Hvor svært kan det være? Selv om afstanden mellem Egelundsvej og nedkørslen til viadukten under Roskildevej ikke er så stor, burde det være nok til at etablere en viadukt i stil med viadukten under Egelundsveje ved Vestcentret. Så kan alle bilisterne muntre sig ovenpå, som de lyster og ikke mindst evner, og vi cyklister kan køre nedenunder i fred og sikkerhed. Jeg er egentlig ret ligeglad med, hvad anlæg af en viadukt vil koste, for som det også fremhæves, så vil det betyde sparede uheldsomkostninger på 1.45 mio. ekskl. moms pr. år plus alle de tragedier, som trafikuheld på bløde trafikanter forårsager. Det er det, der betyder noget for mig! 

Venlig hilsen 

Hanne Franke Mortensen

Publiceret: 12. Februar 2018 04:00

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Albertslund Posten

Politiken
Seneste nyt
Ekstra Bladet
Seneste nyt
Jyllands-Posten
Seneste nyt