Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

DEBAT: Du vil ikke få nedsat kommuneskatten fordi du affaldssorterer

Povl Markussen, Agenda Center Albertslund

 

Svar til Kenn Thomsen om hvad den økonomiske fordel for borgerne er ved affaldssortering

 

Kenn Thomsen spørger i et indlæg om, hvad den økonomiske fordel er ved affaldssorteringen, for ”jeg har f.eks. ikke set nogen nedsat kommuneskat”, som han skriver.

Det korte svar er: Det kommer du heller ikke til!

Det lidt længere er: At skattekroner og renovationstakster holdes fuldstændig adskilt. Loven siger, at der ikke må bruges skattekroner på renovationen, og heller ikke omvendt. Det er simpelthen to helt forskellige regnskaber, der skal holdes hver for sig. Derfor kommer du ikke til at se en nedsat kommuneskat pga. den nye renovationsordning.

 

Men det, der så er interessant, er selvfølgelig, om renovationstaksten vil blive påvirket? Og ja, det vil den. Den er faktisk for langt langt de flestes vedkommende allerede sat ned!

Tidligere betalte f.eks. et parcelhus kr. 4.129 om året for renovationen. Nu er prisen faldet til kr. 3.363 kr., for dem der har valgt to-delte beholdere, og til kr. 3.854 for dem der har valgt stativordningen. Altså fald i størrelsesordenen 750 og 250 kroner.

 

Men nu er taksterne jo en ting, noget andet er den investering, der skulle gøres i forhold til, om det boligområde man bor i, valgte to-delte beholdere, stativer, minicontainere eller nedgravede beholdere. Billigst var de to-delte beholdere, for dem leaser man af Vestforbrændingen, så der var ingen udgift. Dyrest var de nedgravede beholdere. Jeg bor selv i et område, hvor vi valgte nedgravede, og det var da ikke helt billigt. Til gengæld giver de store driftsbesparelser og så – og ikke mindst – er de meget kønnere. Tidligere havde vi minicontainere stående 25-30 steder rundt om i bebyggelsen. Nu har vi det hele samlet i 7 pæne nedgravede affaldsøer. Bare det, er det hele værd (efter min mening i hvert fald).

 

Du er også inde på, at folk skal investere i udstyr til sortering inde i køkkenet. Det er helt rigtigt. Spanden til madaffald har alle fået, men resten skal de selv sørge for. Og det er meget individuelt, hvor meget man har gjort ud af det. Det kan være lige fra tre gamle skotøjsæsker, til at investerer flere hundrede kroner i et færdigt sorteringssystem. Det har været helt op til den enkeltes krav til udseende, funktionalitet og økonomi.

 

Et yderligere økonomisk aspekt er afsætningen af de sorterede fraktioner. Lige nu er der god økonomi i at frasortere glas, papir, pap, metal, da de fraktioner er billigere at genanvende end at brænde af. Derimod er det faktisk for øjeblikket dyrere at afsættes plast til genanvendelse og at køre madaffald til forgasning, end det er at brænde det af. Men priser i affaldsbranchen går op og ned, og jeg er sikker på, at økonomien ændrer sig, når flere kommuner kommer med i de kommende år, så mængderne stiger og markedet kan udvikle sig. I øvrigt er der jo også andre fraktioner, der koster os penge. Elektronikskrot og farligt affald sorterer vi også fra, uanset de er en udgift for os. Men vi gør det, fordi det er en blanding af rettidig omhu og sund fornuft. Og sådan er det med al genanvendelse, det giver god mening, og det er den vej, vi skal.

Publiceret: 03. Juli 2017 05:00

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Albertslund Posten

ANNONCER
Se flere