Skriv kommentar
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

DEBAT: LA - mindre skat giver billigere boliger

Michael Melchert, Folketings- og byrådskandidat, Liberal Alliance

Liberal Alliance vil sænke skatterne og samtidigt gøre det billigere at bo i Albertslund. Skattelettelser er nemlig den eneste måde, at alle i byen får bedre råd til deres boligudgifter. Spørgsmål vi ofte har fået i valgkampen er, hvordan hænger skattelettelser sammen med boligpolitikken, hvorfor en ny skole og en svømmehal, hvor skal pengene komme fra og hvad skal der skæres på? 3000 nye boliger Liberal Alliance går til valg på et boligudspil om 3000 nye boliger. 

Det er primært ejerboliger, som både passer til familier og singler samt de er alle ældrevenlige. Albertslund har kun 37 pct. ejerboliger, manglen på flere ejerboliger er et af byens største problemer. Endvidere skal der bygges flere plejeboliger end planlagt, ellers kommer vi ikke af med ventelisterne. 

Vi bliver 500.000 flere danskere i 2040. Det betyder at der årligt skal bygges 17.000 nye boliger i Danmark, hvis vi skal sikre et boligmarked, hvor ventelisterne på alment ikke er flere årtier lange eller helt lukkede, og at priserne på ejerboliger ikke er vokset voldsomt til et niveau, hvor kun de mest velstillede har råd dertil. 

Der kan ikke bygges nye billige almene boliger, det er dokumenteret og erkendt viden. I stedet skal vi bygge kvalitets ejerboliger nok til fremtiden, ellers vil priserne på grund af mangel stige til et niveau, hvor almindelige lønindkomster ikke har råd til en ejerbolig. Flere ejerboliger vil medvirke til at reducere ventelisterne på almene lejeboliger, da flere så kan og vil vælge ejerbolig frem for lejebolig, men det kræver vi holder priserne på ejerboliger på et fornuftigt niveau, hvilket kun sikres ved at bygge boliger nok. 

I Albertslund kæmper mange med at betale udgifterne til deres bolig, særligt efter renoveringerne. Det er ene og alene lettelser i skatten, som kan give en økonomisk håndsrækning og hjælp til boligudgifterne for alle i byen.

Øget velstand med 340 mio. kr. årligt og reduktion i grundskylden

Med 3000 nye ejerboliger får vi tilført 5000 flere ressourcestærke skatteydere i Albertlund, som bidrager med nye indtægter i kommuneskatten, på mere end 300 mio. kr. årligt. Reelt er tallet højere, men vi har beregnet det forsigtigt. 

Vi vil spare de mere end 40 mio. kr. om året, som Albertslund bruger for meget på administration og ledelse. Vi er blandt de 5 dyreste kommuner i DK på administration og ledelse, en besparelse på 40 mio. kr. betyder vi kommer på gennemsnittet af landets kommuner, det kan vi godt klare uden at miste velfærd. 

Endvidere får vi flere indtægter fra ejendomsskatterne, men vi skal ikke længere have landets 2. højeste grundskyld sats.

Indtægter i grundskyld fra de nye boliger, bruges udelukkende til at sænke satsen for grundskyld i kommunen.

Reelt betyder det, at vi fastfryser kommunens indtægter fra grundskylden på 2017 niveau, merindtægten i grundskyld fra de nye boliger, bruges direkte til en sænkelse af satsen for grundskyld. 

Vi vil fastfryse udgifterne til kultur, folkeoplysning og biblioteker på 2017 niveau. Med 6000 flere borgere i byen, behøves vi ikke en ny biograf eller en udvidelse af musikteateret, eller et nyt bibliotek mv.

Der er allerede kapacitet nok til flere brugere i de tilbud vi har, uden vi skal betale mere. 

Vi har pt. landets 2. højeste udgifter på området, med flere borgere til at dele regningen, vil udgifterne pr. indbygger falde - uden vi har skåret en eneste krone væk fra området. Vi vil konkurrence udsætte nogen af de mere tekniske områder, som fx rengøring, vej og park mv. 

Hvis vi kan få opgaverne løst lige så godt, men billigere af det private, så skal vi selvfølgelig vælge dette.

Der er ingen grund til borgerne betaler for meget i skat, til områder og opgaver vi kan få løst billigere. 

Det mere usikkert, hvad besparelserne kan blive til, men erfaringerne fra andre kommuner svinger fra få til mange mio. kr. årligt. 

En ny folkeskole i syd og et kvalitets løft af fagligheden i alle skolerne.

6000 nye borgere i kommunen vil betyde mange flere børn i byen. Vi skal derfor bygge en ny folkeskole i syd, samt vi får brug for flere institutionspladser også. 

Det er fakta, at flere børn af ressourcestærke familier vil bidrage positivt til fagligheden i folkeskolerne for alle børnene, og vi ved at de fagligt udfordrede vil blive løftet mere, hvis vi har en bedre fordeling i klasserne. Det vil samtidigt medføre mindre udgifter pr. elev gennemsnitligt. 

Med mindre gennemsnitlige udgifter pr. elev, skal de ekstra penge gå til at styrke fagligheden yderligere i vores folkeskoler, til bedre efteruddannelse af lærerne og mere støtte til de udfordrede. 

Vi ser ikke der skal laves besparelser på skolerne, vi skal i stedet bruge pengene på at løfte kvaliteten i skolerne og elevernes faglige resultater til et niveau, hvor vi ikke længere ligger blandt landets dårligste. 

Birkelund Svømmehal

Der bliver brug for en svømmehal i nord, når flere børn skal have undervisning og der generelt bliver flere brugere, herunder også morgensvømmere. 

I Liberal Alliance ser vi gerne, at Birkelund Svømmehal bygges om til en 50 m bane, som også er egnet til konkurrence brug, så også AIF kan benytte den, og ikke længere skal træne uden for Albertslund. 

Finansierede skattelettelser 

De seneste 4 år har vi fået 2 skattestigninger i Albertslund. Det betyder, at alle nu betaler omkring 4% mere i kommuneskat, end de gjorde før kommunalvalget i 2013. 

De skattestigninger skal rulles tilbage, og vi skal finde økonomi til at sænke skatten yderligere. Økonomien dertil kommer primært fra 5000 nye ressourcestærke borgere i de 3000 nye boliger. Sekundært fra besparelser på administration og ledelse, samt konkurrenceudsættelse af de tekniske områder. Finansieringen af en ny skole og Birkelund svømmehal trækkes ud af de 340 mio. kr. vi har mere årligt. Skattelettelser vil give alle borgerne flere penge mellem hænderne. Det giver den enkelte økonomisk frihed, til selv at bestemme over sine egne penge, hvilket også vil være en økonomisk hjælp til alle dem, som har oplevet huslejestigninger. Det går jeg til valg på for Liberal Alliance - en realistisk og økonomisk sund plan, som giver 3000 nye kvalitetsboliger i Albertslund, samt en mere effektiv kommune med råd til skattelettelser.

Publiceret: 20. November 2017 19:41

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Albertslund Posten

Valget netop nu