Skriv kommentar
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

DEBAT: Selvfølgelig repræsenterer vi alle

Jesper Schou Hansen, Erik Eriksens Gade 9, 2300 København S

Som kandidat til HOFORs Forbrugervalg, har jeg med ekstra interesse læst Povl Markussens debatindlæg om, hvor afgørende det er, at 'københavnerne ikke skal sætte sig på de to bestyrelsesposter'.

Jeg synes, Povl Markussen er ude i lidt af en absurd skræmmekampagne.

Jeg går til valg med to klare mærkesager – op med vandtrykket og ned med kalken i vandet. Ikke på at København skal have det bedste og Albertslund det dårligste.

Eksempel: Det vil gøre en stor forskel for mange af HOFORs forbrugere, at kalken bliver reduceret til 1/3. Og det kommer alle til gavn. Om man bor i Albertslund eller København – og man repræsenterer altså alle HOFORs forbrugere.

Selvom jeg bor i København, er jeg født i Rødovre, men om jeg så havde været født i Dragør eller Albertslund, så handler det i bund og grund om at sørge for en god og stabil vandforsyning.

Engagementet i Albertslund er imponerende, som vi blandt andet så ved sidste valg, og jeg vil derfor gerne garantere over for jer, at forbrugerne også med mig får en repræsentant, som vil gøre en forskel for albertslunderne – såvel som forbrugerne i de syv andre kommuner, som HOFOR forsyner.

Hvis der er interesse for det, så stiller jeg heller end gerne op til jævnlige møder – i Albertslund – så vi er helt sikre på, at folk kan komme med deres sager – og det ikke skal hedde sig, at det er noget københavneri.

Jeg har omfattende politisk og organisatorisk erfaring – blandt andet som bestyrelsesmedlem fra før Københavns Energi blev dannet, og jeg vil bruge al min erfaring til at skabe resultater for forbrugerne. Det vil sige, at HOFOR skal levere bedre service til forbrugerne, som skal tages seriøst, når de henvender sig. Når man har monopol, så har man en ekstra forpligtelse over for forbrugerne. Jeg er ikke bange for at stille krav på vegne af forbrugerne, når det drejer sig om at skabe bedre og mere effektive arbejdsgange.

Dette og meget mere kommer alle HOFORs forbrugere til at få gavn af. Jeg opfordrer desuden alle albertslundere til at bruge deres anden stemme på Hanne Dahlerup.

Publiceret: 22. Marts 2018 18:00

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Albertslund Posten