Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

DEBAT: Seniorboliger set med SF øjne

Leif Pedersen, kommunalbestyrelsesmedlem, Formand for Miljø- og byudvalget (SF)

Debatten ”raser” lige nu, og der er mange meninger om emnet. Mest kendetegnende for debatten er, at alle mener, at der skal bygges flere senioregnede boliger i Albertslund. Så vidt og så godt. Der peges også på flere mulige steder, hvor sådanne boliger kan etableres, hvilket også er godt. SF er stærk tilhænger af, at der bygges senioregnede boliger i Albertslund; det har været en del af vores valgprogram de sidste to valgperioder, og vi er da nu også kommet så vidt, at bygning af senioregnede boliger indgår som en del af budgetaftalen for de seneste par år. Men derfra har det så også stået stille. Hvem kan man klandre for det? Ja mest nok os politikere, fordi diskussion er kommet til at dreje sig mere om ejerform end om at få boligerne bygget. Nogle vil have ejerboliger og ikke andels- eller lejeboliger og andre omvendt. SF befinder sig i begge lejre: Vi ser selvfølgelig gerne etableret seniorboliger som lejeboliger, men vi er helt åbne for, at det også kan ske som andels- eller ejerboliger, allerhelst i et mix. For vi er godt klar over, at nogle gerne vil væk fra deres store bolig, men fortsat ønsker at eje, men ved vi også, at nogle gerne vil over i en senioregnet lejebolig og slippe for de store forpligtelser til vedligeholdelse mm. SF mener, der er plads til alle tre typer ejerformer. 

Men kommunalbestyrelsen kommer ingen vegne og diskuterer i stedet, hvor stor andel kommunen har af den ene, anden eller tredje ejerform. Kunne vi - kære kommunalbestyrelseskollegaer- ikke lægge den diskussion væk et øjeblik og så i stedet få fokuseret på, hvad der skal til at få etableret boligerne. Vi ved, der er mulige grunde. Vi ved, der er en efterspørgsel (succes med bygningen af seniorboliger i Vallensbæk vidner om det). Lad os få nogle konkrete forslag på bordet. Lad os se nogle forskellige modeller og så ud fra det beslutte, hvor det første byggeri skal være.

Den største udfordring bliver under alle omstændigheder nok at finde en bygherre, der vil realisere et sådan projekt og det til en pris, der er til at betale for de kommende beboere. Så skulle vi ikke tage fat på den del først? Jeg vil til førstkommende møde i Økonomiudvalget bede om en redegørelse for den aktuelle status på den del af budgetaftalen.

Publiceret: 27. Februar 2017 09:02
¨

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Albertslund Posten

Annonce
Annonce
ANNONCER
Se flere