Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

DEBAT: Større åbenhed og mindre tys-tys

Helge Bo Jensen, medlem af Albertslund Kommunalbestyrelse for Enhedslisten

Færre lukkede punkter på dagsordenen og åbne referater fra kommunalbestyrelsesmøderne. Det er blandt de forslag, som Enhedslisten opfordrer de øvrige partier til at støtte ved næste møde i kommunalbestyrelsen.

Der er for meget lukkethed i kommunalbestyrelsen, hvilket gør det sværere for borgerne at få indsigt og demokratisk indflydelse.

Derfor foreslår vi, at så mange sager som muligt behandles på den åbne del af dagsordenen og at man benytter mulighederne i loven for at opdele sager i en principiel (åben) del og en konkret (lukket) del, når det er muligt.

I de tilfælde, hvor sager behandles på lukkede punkter i kommunalbestyrelsen, synes vi det er mest demokratisk, at referaterne efterfølgende lægges åbent frem, så borgerne kan se, hvad der er blevet besluttet og hvem der stemte for og imod. Når man i Frederikshavn kan indføre åbne referater om fx ejendomshandler, så kan vi også i Albertslund.

Et eksempel på det problematiske i mangelfulde referater:

I maj havde vi i kommunalbestyrelsen en sag på et lukket punkt, der handlede om oprettelse af endnu en direktørstilling i kommunen. I det offentligt tilgængelige referat fremgår det ikke, hvad der blev besluttet. Det fremgår ikke, at der er tale om en 22-timers deltidsstilling som direktør, der koster kommunen ca. 850.000 kr. om året og heller ikke et ord om, hvordan den skal finansieres. Man kan heller ikke læse, hvem der stemte for eller imod, selv om det var en ret tæt afstemning med 13 stemmer for (AFBC) og 8 stemmer imod (ØVO).

Politik skal være for de mange, ikke for de få. Så hvis man ønsker, at borgerne skal involvere sig mere i lokalpolitik, så skal vi have åbenhed i stedet for tys-tys. Derfor bør man også undersøge muligheden for at indføre åbne udvalgsmøder og for tilhørernes skyld bør de vigtigste politiske sager anbringes øverst på kommunalbestyrelsens dagsorden.

Publiceret: 03. November 2017 04:00

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Albertslund Posten

MusikTeatrets stemmer talt op: S ligner en vinder
MusikTeatrets stemmer talt op: S ligner en vinder
Politiken
Seneste nyt
Ekstra Bladet
Seneste nyt
Jyllands-Posten
Seneste nyt