Flemming Riedel
Flemming Riedel
Privatfoto
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

DEBAT: Tag det roligt - vi fjerner bare børnene...

Flemming Riedel
(Adressen er redaktionen bekendt)

Man kan sige meget om kommunens folk. Men flinke - det er de. Og de bærer jo ikke ansvaret for, at nogen mennesker ender i en social deroute. Tværtimod synes ansvaret ubetinget at ligge på den regering, som sammen med Dansk Folkeparti gør helvede hedt for mennesker nederst på samfundets rangstige.

Fra et aktivt arbejdsliv direkte over til en fyreseddel og understøttelse via A-kassen. Efter et par månedert indkaldt til samtale. ”Du er ikke længere dagpengeberettiget. Du har søgt for få jobs. ”

 Afsted til kommunen.. hjælp, hvad gør jeg?

Fik aftalt et møde med en flink socialrådgiver, som kunne oplyse, at jeg naturligvis kunne modtage kontanthjælp – men at der var loft over, hvor meget jeg kunne få – trods det faktum, at jeg sidder alene med to småbørn.

Udbetaling Danmark er også flinke folk. De gør jo bare det, som regeringen beder dem om – uden smålig skelen til det enkelte menneskes virkelighed.

De regnede sig frem til, at jeg ikke længere kunne modtage boligsikring i det omfang, jeg hidtil havde haft. Så vupti – fra den ene dag til den anden mistede jeg lige 2551 kr. i boligsikring. Det kunne mærkes. Omgående!

Endnu en venlig forespørgsel til socialrådgiveren om fremtiden var blot lidt lakonisk: ”Hvis du ikke kan klare økonomien med to børn under kontanthjælpsloftet, så er dine børn velfærdstruede og så må vi sætte dem i familiepleje”. Javel, ja!

 Og på jobcentret var de lige så flinke. De gør jo, hvad de er beordret til af regeringen og DF. ”Du skal bare søge jobs. Det er ikke så svært!” Man hører Kuglestøderens ord i munden på den kommunale embedsmand.

Aha, tænkte jeg! Jeg blev engang uddannet folkeskolelærer med speciale i håndgerning og håndarbejde. Festligt var det. Dengang! Men meget er sket siden. Og min gamle uddannelse ville næppe kunne bruges i dag  pga. folkeskolereformerne og meget andet godt. Tiden er løbet fra den. MEN – afsted med ansøgninger til alle verdenshjørner. Tysk, matematik og fysisk er ikke lige områder, som jeg har beskæftiget mig voldsomt meget med – mens dansk, engelsk, historie og samfundsfag hører til blandt mine solide kompetencer.

Men  ak og ve. ”Held og lykke med deres videre jobsøgning” lyder svaret fra de af arbejdsgiverne, som overhovedet bruger tid på at svare en ansøger.

Jobkonsulenten mente, at jeg kunne job som opvasker eller lignende. Og rigtigt er det, at rent service er en god ting – men jeg kan ikke lige se mig selv stå i en restaurant og vaske op. Mest fordi smerter i knogler og led næppe vil virke befordrende. Dertil rækker min fysiske formåen ganske enkelt ikke.

”Rolig nu – du skal i virksomhedspraktik inden udgangen af april. Sådan er loven.” Undskyld, sagde jeg spagfærdigt – kunne I være rare at sende nogle andre, som kan mere og har et større behov for at komme ind på arbejdsmarkedet. Jeg behøver ikke nogen virksomhedspraktik i et supermarked eller lignende.

Jeg behøver penge til at kunne overleve. Såre simpelt – i sær efter et langt liv, hvor skat – både bund- og især topskat blev betalt med glæde...

NÅ, tænkte jeg højt foran jobkonsulenten. Jeg må hellere finde mig et sort arbejde, så jeg kan få de økonomiske ender til at nå sammen, MEN – hold da op! Det må man ikke! Lød det brysk fra jobkonsulenten. Regeringen og DF har besluttet, at alle skal i arbejde – uanset rang og stand. Det umiddelbare problem er imidlertid, at der er langt flere ledige her til lands end der er ledige jobs.

”Jamen, jeg kan da gå ud og tigge ligesom sigøjnerne og alle de andre, som står med et papkrus og samler ind. Ligesom jeg kan samle dåser og flasker. Det kan jo godt give lidt, prøvede jeg forsigtigt. Jobkonsulenten mente godt nok, at det var en mulighed omend en meget dårlig mulighed, så nu er jeg i gang med at finde ud af, hvilken type virksomhedspraktik kunne matche min alder og evner. Med en 63 år gammel dåbsattest står jeg jo ikke ligefrem forrest i køen, når der uddeles jobs. Erfaring og knowhow erhvervet gennem et langt arbejdsliv er guld værd. Bare ikke på arbejdsmarkedet. Og det er helt okay, hvis bare de økonomiske ender kunne nå sammen. Jeg har taget min tørn – med rygproblemer og smerter som en af sidegevinsterne ved et langt arbejdsliv. Børnene har det godt og får trods alt mad og kærlig opmærksomhed hver dag. Det er det vigtigste – for mig – og heldigvis er der mennesker som på forskellig vis hjælper til med at få enderne til at nå sammen. Mennesker, som jeg ikke kender specialt godt  samt ikke mindst familiemedlemmer ikke at forglemme.

Truslen om at fjerne børnene er reel nok. Det er sådan, det nye Danmark behandler folk, der sidder sammenklemt på nederste hylde i samfundets hierarki.

Så nu har jeg taget sagen i egen hånd og forsøger at komme i gennem tilværelsen med en en snæver økonomi, som er enhver fattig beskåret. Det er nemt at være fattig – men det siges at være sjovere at være rigere end fattig!

Det udsagn køber jeg gerne! Men hvor ville det dog være konstruktivt, hvis de, som sidder på den politiske magt – dvs. regeringen og deres støtteparti DF, ville stikke piben ind og begynde at behandle de fattigste bedre end før socialreformen i 1933.  Alene i Albertslund handler det om godt 400 familier, som har stødt hovedet mod kontanthjælpsloftet. Måske jeg skulle lægge an til at søge fortidspension.

Publiceret: 21. April 2017 11:00
¨

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Albertslund Posten

Annonce
ANNONCER
Se flere
Politiken
Seneste nyt
Ekstra Bladet
Seneste nyt
Jyllands-Posten
Seneste nyt