Skriv kommentar
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

DEBAT: Vi skal blive klogere på mennesket - før vi løser arbejdsopgaverne

Tina Graugaard, Det Konservative Folkeparti

I disse dage, læser vi mange partiers idéer og drømme om hvordan den fremtidige pleje af vores ældre skal udføres. Vi læser om ønsker om flere hænder, mere tid, bedre rengøring, borgeren i centrum, flere bade, hovedrengøring og rent sengetøj hver uge. Varm mad og kaffe på kanden. 

Men lad det være sagt med det samme. Alderdom handler i høj grad om identitet - den man har, den man havde og den man kan forvente - eller drømme om, om man vil. 

Det handler om, at man som kommune skal have respekt for det liv, det har været levet - uanset om borgeren har levet med lilla vægge i dagligstuen og spist blodpølse med farin og hvide, små kartofler på sin fødselsdag altid. Uanset om man har lyttet til polka på fuld hørm, søndag kl. 13 hele sit liv. Eller om man kom fra et hjem, med hønsegård eller yndede at se sugemallerne rense glasset i akvariet, mens børnene sov til middag. 

Vi skal have gjort op med denne kassetænkning af vores seniorer. Vi skal altså med andre ord, forstå det liv der har været levet, før vi begynder at løse opgaver. Det mindste vi kan gøre, er da at lytte, hvis nogen foreslår hønsegård, friske farver i fællesrummene på Albertshøj og et sofahjørne af gamle sofaer, som vores seniorer kan relatere til, som de har set før eller levet deres liv i selskab med. 

Når jeg bliver gammel i Albertslund, vil jeg have farver, der gør mig glad. Musik der giver mig sommerfugle i maven. Jeg vil have friskstegte frikadeller med stuvet hvidkål, på min fødselsdag og mulighed for at sidde og glo på høns, fisk eller undulater hele dagen. Jeg vil behandles som jeg har levet. Uanset om jeg er dement eller ej. Og jeg vil tales med. Tales med om det liv jeg har haft og de ønsker jeg har for min alderdom, før jeg proppes ned i kassen af "sådan gør vi hér, for vi har nogle kommunale retningslinjer, der skal opfyldes" 

Dermed også sagt, at jeg vil kæmpe for at vores ældre i Albertslund kan forvente et individuelt bo -og plejetilbud, der er fleksibelt og som sætter den ældre borger i centrum gerne i samarbejde med familien omkring. Eller at man som borger i alderdommen kan forvente en fast kontaktperson, med indsigt og forståelse for, hvad man har brug for, for at rammerne kan gøres så trygge og hjemlige som muligt. 

 

Publiceret: 17. November 2017 16:11

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Albertslund Posten

Valget netop nu
Politiken
Seneste nyt
Ekstra Bladet
Seneste nyt
Jyllands-Posten
Seneste nyt