Direktør, Torben Holm Larsen, står selv bag skranken, når der er natsalg for medlemmerne af abonnementsordningen. Foto: MusikTeatret
Direktør, Torben Holm Larsen, står selv bag skranken, når der er natsalg for medlemmerne af abonnementsordningen. Foto: MusikTeatret
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

I natkø for at sikre sig de bedste billetter

Over 100 albertslundere stod i kø i MusikTeatret lørdag for at være de første til at få billetter til den kommende sæson

Det er blevet en tradition, og den blev så afgjort holdt i hævd sidste lørdag, da 100-120 albertslundere stod i kø i MusikTeatret fra kl. 23 og til den lyse morgen. Af den enkle årsag, at de ville sikre sig de bedste billetter til den kommende sæson i MusikTeatrets abonennementsordning.

Det var medlemmerne af ordningen, der mødte frem og fik dette forspring. Alle andre har haft mulighed for at melde sig ind og bestille billetter fra 19. juni. Men vi skal hilse fra direktør for MusikTeatret, Torben Holm Larsen og sige, at der ikke er grund til panik. Der er masser af billetter til de 23 forestillinger, som er på programmet i den kommende sæson.

En fornøjelse

”Det er en fornøjelse at se så dedikerede kunder, der møder op fra kl. 23 og frem for at være blandt de første husstande, der booker sig ind på teaterabonnementsbilletter for den kommende sæson”, siger Torben Holm Larsen, der – traditionen tro – selv stod for at byde medlemmerne velkomne og sælge billetterne. Direktøren holder af dette faste ritual, som begyndte for mange år siden. Den gang stod folk i kø ude foran MusikTeatret, og ”det var altid dårligt vejr!”, siger Torben Holm Larsen.

Nu bliver der kælet mere for de aktive albertslundere. De bliver lukket inden for i foyerens varme, direktøren serverer suppe og senere morgenmad, og der bliver vist film to gange i løbet af natten. Endelig får man et stempel som bevis på, at man har været meget tidligt på færde.

Der var 100-120 albertslundere i kø for at få de bedste billetter til sæsonens 23 forestillinger. Foto: MusikTeatret
Der var 100-120 albertslundere i kø for at få de bedste billetter til sæsonens 23 forestillinger. Foto: MusikTeatret

Kontakt til borgerne

”Det er samtidig alle tiders måde for os at have en god kontakt til nogle af vores meget trofaste brugere af huset”, siger Torben Holm Larsen. ”De folk, der kommer her så tidligt for at få gode billetter, har nemlig også masser af meninger om huset. Dialogen med dem har blandt andet ført til, at vi nu får nye stole i salen. Det har også betydet, at vi for nogle år siden indførte tvungen garderobe til arrangementerne i huset. Endelig har medlemmerne fortalt os, at de gerne ville have flere børneforestillinger på programmet og mere opera. Det er der kommet i det nye program”.

”Sammen med email-bestillingerne danner det et godt grundlag for sæsonen - og en meget nærværende atmosfære”, siger Torben Holm Larsen.

Programmet

Programmet for den kommende sæson kan fås i MusikTeatret eller hentes på hjemmesiden www.mute.dk

I år er der en meget bred vifte af forskellige arrangementer i abonnementsordningen. Der er som sagt 23 forskellige forestillinger at vælge i mellem.

En blanding af traditionelt teater, opera, stand-up og shows. Som abonnent skal man bælge mindst fire forestillinger. I gennemsnit ser medlemmerne seks-syv forestillinger i løbet af sæsonen. Så det er trofaste kunder.

Publiceret: 16. Juni 2017 06:00
¨

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Albertslund Posten

Annonce
Annonce
ANNONCER
Se flere