Bjarne Dam til højre og næstformanden Ivan Warrer i den nyistandsatte lade på Birkelundgaard.
Bjarne Dam til højre og næstformanden Ivan Warrer i den nyistandsatte lade på Birkelundgaard.
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Klar til Cavern Club og Galla Opera på Birkelundgaard

Kulturhuset Birkelundgaard er klar med deres største program nogensinde

”Kulturudvalgsformand Lars Toft Simonsen sagde engang, at de penge der blev bevilget til at istandsætte laden skulle være en kvittering for det store arbejde, som frivillige havde gjort for at skabe arrangementer for albertslunderne på Birkelundgaard. Det vil vi gerne følge op på, og derfor er vi stolte over, at vi nu kan præsentere det største program for aktiviteterne i foreningen Kulturhuset Birkelundgaard nogensinde”.

Det siger formand for bestyrelsen, Bjarne Dam.

Foreningens program rummer ni arrangementer frem til sommerferien. En skønsom blanding af musik og foredrag. Her er velkendte indslag som f.eks. Galla Opera, men også nye ting som en Beatles Story koncert.

Udvikler nye arrangementer

”Vi er begyndt at tage fat på kunstnere meget tidligt i forløbet”, fortæller Bjarne Dam. ”Vi inviterer dem ud, og når de ser laden, finder de ud af, at der er masser af spændende muligheder. De tror, de bare skal ud og spille på en lille scene, men så begejstres de over at se de smukke omgivelser og den inspirerende lade. Ofte udvikler vi i fællesskab en ny måde at afvikle en koncert eller et foredrag på, som ikke engang musikerne havde tænkt på, før de kom”.

Beatles-stemning

Bjarne Dam siger, at det gode ved foreningen Kulturhuset Birkelundgaard er, at man ikke er tvunget til at skabe overskud på arrangementerne. I princippet skal det bare løbe rundt, og et eventuelt overskud kan så bruges til at udvikle nye typer arrangementer.

”Vi har langsom udviklet os. Fra at have forholdsvis små orkestre til nu at kunne præsentere musikere, der er kendt fra små og mellemstore festivaller landet over. For at finde ud af, hvad der rører sig på markedet, har næstformanden og jeg været på tur ude i landet og opsøgt spillesteder og festivaler”, siger Bjarne Dam.

”Vi var f.eks. på Lolland og hørte en koncert med Beatles Revival Band. De var knaldgode, og vi ville gå efter at hyre dem til at spille på Birkelundgaard”, fortæller Bjarne Dam. ”Men bandet viste sig at være fra Tjekkiet, så det var lidt af en udfordring. I forbindelse med en koncert på Sjælland var en af musikerne så oppe og se Laden, og det var her vi udvikle idéen om at skabe noget mere end en koncert – en aften, der omdanner laden til et ægte Beatles-miljø. Med plakater, lys og Cavern-stemning. Samtidig ville vi kæde musikken sammen med historien om Beatles. Vi fik fat i foredragsholderen Stig Ulriksen, som indleder koncerten med fortællinger om starten på Beatles. På den måde giver vi publikum en ganske anderledes oplevelse”.

Hør musikken

Som noget nyt har foreningen også udviklet sin hjemmeside. Her kan man nu klikke ind på de forskellige arrangementer og høre musikklip med de forskellige kunstnere.

”Vi arbejder også på at ændre vores billetsalg”, siger Bjarne Dam. ”I dag sælger vi billetter manuelt – her fra Birkelundgaard og fra Kvickly. Men vi vil gerne kunne supplere med billetsalg via vores hjemmeside. Det skal der dog arbejdes lidt på – netop fordi vi også skal have overblik over det rent fysiske salg fra udsalgsstederne”.

Og til slut kan Bjarne Dam så afsløre lidt om næste års program:

”Galla Opera kommer naturligvis igen i 2018, men samtidig er vi ved at planlægge et kæmpe stort arrangement. Vi kan endnu ikke afsløre noget, men det bliver det største, der er lavet på Birkelundgaard. Vi glæder os til det!”

Foreningen har generalforsamling i slutningen af februar. Her skal bestyrelsens ambitioner så vurderes af medlemmerne.

”Vi har en god bestyrelse med forskellige mennesker som supplerer hinanden godt. Vi har en fantastisk hjælpegruppe, som stiller op til at klare alle arrangementer. Vi har alle tillid til hinanden”, siger Bjarne Dam.

Man kan se det nye program her: kulturhusetbirkelundgaard.dk

Publiceret: 11. Februar 2017 05:00
¨

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Albertslund Posten

Annonce
Annonce
ANNONCER
Se flere