Hanen og Hyggestedet - to bud fra 6. klasse på nye fællesskaber i byen.
Hanen og Hyggestedet - to bud fra 6. klasse på nye fællesskaber i byen.
Foto: due.
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Klar til elevbyrådsdag: Klasse har knoklet for at gøre byen hyggeligere

AP kiggede ind til en af skolerne, der tirsdag er med på den årlige tradition

Der skal opstilles en ny legeplads i byen, kaldet Hanen. Den skal være med borde og bænke, så hele familien kan få udbytte af den.

På Hyldagergrunden skal der opføres noget, der hedder Hyggestedet. Med sekskantede borde, og det skal også være for familier og danne fællesskaber, så mange mennesker kan mødes.

Altså hvis det står til 6. klasserne på Herstedvester Skole. De to projekter er blandt i alt syv, som på tirsdag skal fremlægges på den årlige elevbyrådsdag.

Her skal alle 6. klasserne på skolerne traditionen tro selv på ægte, demokratisk vis afgøre hvilket projekt der skal vedtages af det "rigtige" byråd.

Temaet i år er "fællesskaber i byen", og når eleverne på Herstedvester Skole fortæller om projektet, er det det tydeligt, at de har knoklet med opgaven, at gøre byen hyggeligere.

Har kørt selvstændigt

"Vi har været ude i Blokland og se, at der er en tom græsplæne. Så der synes vi, at Hanen skal stå", fortæller de, mens de viser de to projekter frem i mini-format.

Både Hanen og Hyggestedet har fået den blå farve:

"Det er jo kommunens farve", som de ivrigt forklarer.

Læreren, Pernille Christine Ankjærgård, forklarer, at eleverne selv har udviklet hele projektet:

"De har selv fundet på ideerne, og arbejdet selvstændigt med dem", siger hun.

Tirsdag skal de så fremlægge deres forslag i byrådssalen. Det kan godt give lidt "mave-kriller", for kun et par stykker af dem kender lidt til byrådsmøder i forvejen.

"Det bliver lidt grænseoverskridende, når nu der både sidder borgmester og politikere og alt muligt", som den ene siger.

"Men det bliver anderledes, og noget sjovere end at stå i sin klasse og fremlægge det", som en anden udtrykker det.

En af dem er dog ikke så nervøs:

"Jeg bliver borgmester engang!", lyder det selvsikkert.

Publiceret: 12. Februar 2017 04:00
¨

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Albertslund Posten

ANNONCER
Se flere