Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Kriminalpræventiv enhed: Koordinering er nøglen til mindre kriminalitet

Enhed, der blev nedsat efter brandene i 2012-13, kan notere stor succes

I Den Kriminalpræventive Enhed (DKE) i Albertslund er man naturligvis glad for tallene, der viser en faldende kriminalitet i Albertslund.

Det ser man bl.a. som et synligt resultat af enhedens arbejde. DKE består af otte medarbejdere i Albertslund Kommune, og enheden blev politisk besluttet i 2014, som en udløber af de mange brande i Albertslund i 2012-13.

Indtil da havde en SSP-konsulent mere eller mindre udgjort det kriminalpræventive arbejde, men der blev oprustet kraftigt. En satsning, der altså nu viser sig at have båret frugt.

Kasper Fisker fremhæver især koordineringen mellem mange afdelinger og mellem ledelse og medarbejdere i Albertslund som nøglen til den faldende kriminalitet.

“Det er en stram styring og koordinering, hvor alle kriminalitetsrelaterede sager går gennem DKE. Vi har samarbejde med alle led, lige fra skolerne og socialområdet til byudvikling og foreningslivet, og det betyder at vi med det samme kan sætte ind med passende indsatser, hvis nogle sporer at der er spirende tegn på kriminalitet i et område eller hvis en borger ønsker at få hjælp til at forlade et liv præget af kriminalitet”, siger han.

“I DKE har vi udviklet PRO-modellen. Det betyder at vi arbejder i tre søjler - både proaktivt på den helt lange bane, reaktivt i forhold til enkeltsagshåndteringen og operativt i forhold til kontakten til borgerne. Samtidig er det, at vi organisatorisk refererer til direktionen på rådhuset, noget helt specielt for Albertslund.”

Kan aldrig undgås helt

Men et er det generelle billede af kriminaliteten, noget andet det nuværende, med skyderierne. Kasper Fisker er helt med på, at det ikke ligefrem viser et succesbillede for Albertslund:

“Nogle vil altid falde igennem, det kan aldrig undgås helt, og samtidig må man huske på at halvdelen af al den kriminalitet der begås i Albertslund, skyldes udefrakommende personer. Noget af det arbejde vi i DKE vægter meget højt, handler om hvordan man får en robust by, og hvis der er en positiv side til skyderierne er det at vi for tiden oplever hvordan det arbejde har båret frugt. Det kan man blandt andet se på den meget korte tid der går før normalitetsbilledet genoprettes."

Publiceret: 17. April 2018 06:00
Se også:

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Albertslund Posten