Kommunalvalg 2017
"Kandidater til kaffen" tilbyder besøg og politisk snak. Fra v. Dennis Schmock (Rad.), Vivi Nør Jaocbsen (SF), Danni Olsen (DF) og Michael Melchert (LA).
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

KV17-kandidater tilbyder: Lad os komme forbi dig til en snak og en kop kaffe

Fire kandidater fra hver sit parti er gået sammen om en utraditionel form for valgkamp

Vælgerne skal mødes hjemme i deres stuer eller i foreningslokalet, fremfor til de traditionelle vælgermøder.

Det er ideen bag et nyt, tværpolitisk initiativ. Under overskriften “Kandidater til kaffen” står kandidaterne til rådighed, hvis et menighedsråd, en ejerforening, en barselsklub, et par naboer eller andre foreninger, borgere og klubber vil have dem på besøg.

De fire er Danni Olsen (DF), Vivi Nør Jacobsen (SF), Dennis Schmock (Rad.) og Michael Melchert (LA).

En ny tilgang

“Vi kommer, så mange vi kan fra gang til gang, og vi kommer hen til dem, der inviterer”, siger Vivi Nør Jacobsen.

“Min idé med at være med i “Kandidater til kaffen” er at få mere samtale og mindre kamp om ord. Vi kandidater er på tværs af partierne jo faktisk enige om en del og kan ved at samtale nå frem til fælles løsninger. Det at dyrke konflikter og uenigheder er en fælde, det er nemt at gå i, men det at stræbe efter dialog og løsninger er bare mere frugtbart. Det er i hvert fald min holdning.”

Om ideen siger Danni Olsen:

“Jeg har sagt ja til dette initiativ, fordi jeg synes det er ny tilgang til politisk debat. Vi kan sagtens tage de store verbale slåskampe og de er bestemt også vigtige. Men lige præcis denne model, hvor vi vil tale politik sammen med vælgerne og sammen med hinanden, uden store armbevægelser og ideologiske paroler, håber jeg kan bidrage til, at inddrage flere i den politiske debat.”

Dennis Schmock mener også formen giver nye muligheder:

“Det der er vigtigt ved kaffemøderne, er at det er et møde, hvor vi stille og roligt i hinandens selskab kan snakke om det vi kærer os om. Ikke i en debat, men i en stille og rolig samtale. Vi kan snakke om, hvorfor vi har valgt at være lokalpolitikere, og hvorfor vi mener det er vigtigt at engagere sig. Det er møder hvor vi ikke står bag et bord med en plakat af os selv og spytter standardfraser ud, men sidder stille og roligt blandt de der har indbudt os og taler om det vi og de rent faktisk har på hjerte.”

Giver mere dialog

Michael Melchert er helt på linje:

“Jeg er gået med i dette, da det er et forum hvor vi kan have mere dialog med borgerne. “Kandidater til kaffe” handler om at møde borgerne hvor de er, det et møde hvor der er mere plads til en gensidig snak om Albertslund. Det giver også muligheden for at forstå og lytte, for de gode ideer og forslag til retningen for Albertslund, har vi som politikere jo ikke patent på. Til traditionelle debatter er det mest politikere som taler, særlig med hinanden, eller udfra spørgsmål fra de fremmødte, men sjældent undfanges de nye gode ideer i en traditionel debat.”

Indtil nu er “Kandidater til kaffe” blevet hyret til to aftaler - i en andelsboligforening og et frivilligt netværk. Interesserede kan skrive til hver af de enkelte kandidater via Facebook, eller på mail vivispost@gmail.com.

Publiceret: 12. Oktober 2017 09:10

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Albertslund Posten

ANNONCER
Se flere