Kommunalvalg 2017
Nedlæg skoleforvaltningen og lad skolerne få større selvbestemmelse. Det er blot en af flere mærkesager for Dennis Schmock (tv.) og Steffen Wegner Høyer fra Det Radikale Venstre.
Nedlæg skoleforvaltningen og lad skolerne få større selvbestemmelse. Det er blot en af flere mærkesager for Dennis Schmock (tv.) og Steffen Wegner Høyer fra Det Radikale Venstre.
Foto: Jørgen Brieghel.
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

KV17-serie: Radikale vil gøre skoler mere frie, sætte børn og ældre sammen og bygge flere slags boliger

De radikale mærkesager frem til valget handler om uddannelse, børn og ældre og et samlet Albertslund

Der var tale om en slags “tilbagekomst”, da Det Radikale Venstre ved kommunalvalget i 2013 opnåede valg til kommunalbestyrelsen.

Partiet, der i tidligere tider i Albertslund havde tradition for at være blandt partierne omkring bordet af folkevalgte, havde indtil sidste valg ikke været med siden 2005.

De otte års pause blev brudt, da Dennis Schmock tog det enlige mandat der tilfaldt hans parti. Nu går de radikale efter et genvalg hos vælgerne - og ser naturligvis meget gerne en endnu større tilslutning.

Det håber man vil ske med mærkesager med overskrifterne “God uddannelse”, “Børn og ældre” og “Et samlet Albertslund”.

Det fortæller spidskandidat Dennis Schmock og kandidat Steffen Wegner Høyer, som AP har sat stævne til en kop kaffe og en politisk snak.

God uddannelse

“En god investering i børnene er en investering i fremtiden. Vi skal sikre gode skoler i Albertslund”, siger Dennis Schmock.

“Vi skal ikke tale skolerne ned, for de gør det på mange måder godt. Men det er heller ingen hemmelighed, at resultaterne ikke altid har været i top.”

Konkret ser partiet gerne mere selvbestemmelse til skolerne:

“Skolelederne er dem, der bedst ved hvordan tingene hænger sammen. Der bør ske en af-bureaukratisering af skoleområdet, hvor vi gerne ser, at skoleforvaltningen bliver nedlagt”, siger Dennis Schmock, der ser uddannet folkeskolelærer.

“Der er en tendens til, at mange gode politiske intentioner bliver trukket ned over skolerne. Vi mener godt, at mange beslutninger kan flyttes fra skoleforvaltningen og ud på skolerne.”

Steffen Wegner Høyer fremhæver et eksempel fra Solrød Kommune:

“Jeg har en kammerat, der er skoleleder her, og han refererer direkte til direktøren. Det er meget få, der fra kommunens side har at gøre med skolerne.”

Radikale ser også meget gerne, at skolelærerne får lokale arbejdstids-aftaler:

“Lærerne skal have mere tid til at forberede sig, så de også får bedre muligheder for fordybelse og kan bedre prioritere ressourcerne”, siger Dennis Schmock.

Børn og ældre

De planer der er i Albertslund Centrum, om at opføre flere pleje- og ældreboliger og indrette nye butikker, skal komme både og ældre til gavn.

Det mener de radikale, der mener at de to befolkningsgrupper kan få glæde af hinanden:

“Vi forestiller os, at dagplejens legestue kan flytte ind her. De har nogle lokaler i dag, der ikke er gode, og vi forestiller os, at der kan laves en masse ting på kryds og tværs mellem børn og ældre”, siger Steffen Wegner Høyer, der er forebyggelses-koordinator i Ishøj Kommune og uddannet sosu-assistent.

Han henviser til positive erfaringer fra USA med at lade børn og ældre opholde sig i de samme bygninger.

På området daginstitutioner vil partiet arbejde for en normering på højest tre børn per voksen i vuggestuerne, og højest seks børn per voksen i børnehaverne.

“Hvis ikke vi gør noget for børnenen nu, skaber vi et fremtids-problem. Det vil give sundere samfundsborgere med en ordentlig normering”, siger Steffen Wegner Høyer.

Derudover mener partiet, at de ældre skal have bedre busbetjening:

“Der er brug for en seniorbus. Vi hører tit fra ældre, at de mangler busser.”

Et samlet Albertslund

Der er brug for at Albertslund hænger bedre sammen, på tværs af nord og syd, og det skal med en stor satsning på byudvikling, mener de Radikale, der har kikkerten rettet mod mulighederne ved det gamle statsfængsel ved Vridsløselille.

“Vi forestiller os, at området kan være med flere slags boliger. Mange partier har jo været på banen med forslag, men vi synes ikke det skal være kæmpe højhuse med tusindvis af lejligheder. Der er slet ikke grundlag for at sælge så mange lejligheder i Albertslund”, siger Dennis Schmock.

“Det skal helst være 1- eller 2-plans huse, hvor bygningerne er spredt mere ud. Og vi ser meget gerne mulighed for blandede boligformer. Vi har rigeligt med almennyttige boliger i Albertslund, vi har den næsthøjeste andel i hele landet. Der er mere brug for ejer- og andelsboliger.”

Hvis boligplanerne realiseres, vil det kunne tilføre kapital til kommunen. For det er ingen hemmelighed, at økonomien i Albertslund er anstrengt. Og dermed er der taget hul på det uundgåelige journalist-spørgsmål om, hvor pengene skal komme fra.

Udover flere nye boliger fremhæver partiet den kommunale administration:

“Vi har en af de dyreste administrationer i landet. Vi er nødt til at se på hvorfor den er så dyr”, siger Dennis Schmock, der gentager partiets mål om at nedlægge skoleforvaltningen som en sparemulighed.

“Så behøver vi måske ikke altid at være helt fremme blandt kommunerne på miljøområdet. Vi går meget ind for bæredygtighed og klimaindsats, men synes godt ambitionsniveauet kan sænkes en smule”, siger Dennis Schmock - og henviser blandt andet til den seneste, aktuelle udmelding fra kommunen om at være Klima+-kommune.

Publiceret: 26. September 2017 07:00

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Albertslund Posten

ANNONCER
Se flere
Politiken
Seneste nyt
Ekstra Bladet
Seneste nyt
Jyllands-Posten
Seneste nyt