DEBAT Frivilligt arbejde styrker lediges kompetencer

Nikolaj Kristian Carlsen, Morbærhaven 5 - 88

Nikolaj Kristian Carlsen, socialdemokratisk kandidat til kommunalbestyrelsen: Finanskrisen plager landet. Lidt over 1000 Albertslundere er arbejdsløse, ifølge Danmarks Statistiks tal fra april 2013. Det mærker de arbejdsløse, når de sender jobansøgninger ad sted. Standardsvaret til ansøgningerne er i disse tider: der har været 300 – 500 ansøgere og du er desværre ikke udvalgt til samtale. Held og lykke med jobsøgningen.

Det er temmelig frustrerende svar, når man nu godt vil ud at arbejde, betale skat, forbedre sine boligforhold og sit forbrug bare en lille smule. Desværre siger politikerne bare at de arbejdsløse skal vide at det kan betale sig at arbejde eller drysser virkningsløse skattelettelser ud over erhvervslivet.

Initiativer for arbejdsløse Albertslundere

Et initiativ kunne være at gøre det nemmere for ledige at holde deres kompetencer ved lige ved at arbejde for frivillige foreninger. Den ledige skal have sine dagpenge eller kontanthjælp, men skal selvfølgelig skrive de lovhjemlede jobansøgninger, og det skal være nemt at hoppe fra frivilligt til lønnet job, hvis arbejdet viser sig.

Selv har jeg engageret mig i nogle frivillige foretagender: dvs. socialdemokraterne i Albertslund, i International Medborgerdag, Morbærhavens Kulturfest og det lokale Røde Kors. Min primære grund er at lave noget, holde mine kompetencer ved lige og for ikke at blive deprimeret over at ligge på sofaen i Morbærhaven.

Ofte har jeg en fornemmelse af at folk i arbejde ser ned på sådan nogle som mig. De arbejdsløse. Smag lidt på ordet. Arbejdsløs. For mig smager det ikke godt, fordi min situation defineres af en mangel, noget jeg ikke har. Jeg slås selv fra tid til anden med lettere depressioner og apati over min arbejdsmæssige situation. Mon jeg er den eneste? Jeg tror det ikke. Derfor bruger jeg det frivillige arbejde til at hive mig selv op ved håret.

Publiceret 29 April 2013 11:45