DEBAT:

Synligt politi er løsningen lige nu

Tina Graugaard, Det Konservative Folkeparti i Albertslund

Da jeg læste Sikandar Siddique indlæg i AP, troede jeg ærligt talt at skribenten havde gjort sig den ulejlighed at have fulgt med i byens og borgernes bølgegang, under skyderierne – udover skyderierne naturligvis.

Men jo længere jeg læste ned i indlægget – jo mere gik det op for mig, at mine forhåbninger blev gjort til skamme.  Sikandar harcelerer mere mod Mads Fugledes indlæg, end han forholder sig til de faktuelle meninger, den almindelige borger i byen har omkring skyderierne. Og man må spørge sig selv om indlægget er ment som en meningstilkendegivelse af skyderierne eller om der er gået valgkamp i det?

Når man i et indlæg skriver ” at det både er trist og nedslående”, at en anden politiker glæder sig over at politiet indsætter en mobil politi-enhed, så mener jeg, at man helt har mistet kontakten med hvad borgerne i byen ønsker.

For langt de fleste borgere i Albertslund har hilst den øgede politi-indsats velkommen og størstedelen af borgerne, har ikke set noget problem i at Vestegnens Politi indsatte en mobil politi-enhed, der er blevet flyttet alt efter behov –  til 3 forskellige lokaliteter.  Og jeg kan ikke lade være med at spørge mig selv, om Sikandar Siddique skrev et ligeså harmdirrende indlæg i lokalavisen på Nørrebro til en politisk modstander om politiindsatsen og mobile enheder, da Nørrebro blev omdrejningspunktet for en bandekonflikt?

Joooh, Sikandar Siddique oplyser os da om, at både bandekonflikter, skyderier og utryghed er uacceptabelt, hvilket jeg med en vis sikkerhed nok kan sige, at alle i Albertslund er enige i, men i samme afsnit nævnes der (politisk) konfliktoptrapning, manglende politiske løsninger og nytænkende forebyggelse.

Det mener jeg er et helt skævt analysearbejde over hvad der virker og hvad der ikke virker, i en sådan konflikt, som vi just har været vidne til i Albertslund. Det massive politiopbud har været tryghedsskabende og hvilket jo viste sig at virke. Så hvorfor denne modstand, mod noget der tilsyneladende virker?

I Albertslund har vi et udmærket kriminalpræventivt arbejde. Man kan diskutere om det er nok, men det er jo tydeligvis ikke anken i indlægget fra folketingskandidaten. Sikandar Siddique ønsker at gøre op med hele formålet af begrebet straf – med håbet om resocialisering og forebyggelse og Albertslund bliver hans politiske løftestang.

Her bliver jeg bare nødt til at pointere, at et fravær af skydegale bandemedlemmer, er en periode med tryghed for borgerne. Og i bedste tilfælde, er afsoning en mulighed for den indsatte at sige ”ja-tak” til programmer om resocialisering, bande-exit-pakke og inklusion i andre sammenhænge end i bandemiljøet, mens man er indsat.

Derfor ér løsningen lige nu, et større politiopbud og ordensmagtens synlighed i gaden med dertilhørende visitationszoner, anholdelser, retssager og straffe. Et ufravigeligt faktum vi ikke kommer udenom, indtil der er fundet fremtidssikrede løsninger til gavn for borgerne, så de kan føle sig trygge i deres lokalsamfund.

Vi KAN ikke nusse os ud af bandekonflikter, heller ikke Albertslund.

 

Læs indlægget fra Sikandar Siddique

 

 

 

 

 

Publiceret 17 April 2018 17:00

SENESTE TV