Helge Bo Jensen har svar til Mattias Tesfaye. Arkivfoto

Helge Bo Jensen har svar til Mattias Tesfaye. Arkivfoto Jeppe Carlsen

DEBAT: Tesfaye “støtter“ børnene ved at rive deres boliger ned!

Helge Bo Jensen, Enhedslisten, medlem af kommunalbestyrelsen

Jeg spurgte i et læserbrev her i AP vores lokale socialdemokrater og SF’ere om deres holdning til regeringens og S og SFs folketingsgruppers aftale om at sælge eller nedrive over 10.000 almene boliger i de mest udsatte boligområder. Jeg håber stadigt på et svar fra dem.

I stedet har Mathias Tesfare skyndt sig til tasterne. Det undrer desværre ikke, at han går ind for planerne - han har selv stemt for. Og han har tidligere vist at han ikke går af vejen for at spille på frygten for de “fremmede” og truslen mod frikadellerne. Her går han dog nok for langt. Han siger han vil støtte børnene i de udsatte boligområder - og undgår ikke særligt behændigt at forklare, hvordan det kan ske ved at rive deres boliger ned - eller ved at forbyde børneforældre på en række lave overførselsindkomster at flytte ind i ledige og ofte billige lejligheder i en lang række boligområder.

S og SF har aftalt med regeringen at der indføres et forbud mod, at folk på kontanthjælp, uddannelseshjælp og integrationsydelse må flytte til 16 såkaldte ghettoområder. Dette forslag retter sig mod alle på de laveste ydelser - uanset etnisk oprindelse.

Alle kan skrive under på de luftige hensigtserklæringer om mere blandet beboersammensætning i vores boligområder. Men hvor skal de mindst priviligerede bo? Hvor er det lige Tesfaye og Socialdemokratiet på

Christiansborg vil give ganske almindelige familier, der er ramt af arbejdsløshed eller andre problemer mulighed for at bo? På Tuborg Havn? I parcelhuskvarterene rundt om i hovedstadsområdet?

Det har I vist “glemt” at aftale med regeringen. Så I støtter børnene i de udsatte boligområder ved at tage deres bolig fra dem. Som rebet støtter den hængte.

Publiceret 06 July 2018 18:00

SENESTE TV