Arkivfoto

Arkivfoto

DEBAT: Hurra for et bankskifte i Albertslund

Vivi Nør Jacobsen, Folketingskandidat for SF i Albertslund

Albertslund går igen forrest i ambitionen om et ordentligt samfund. Nu skal det være slut med at bruge en bank, der er kriminel, tilstår hvidvask og/eller bidrager til skatteunddragelse. Jeg bliver så glad og så stolt! Albertslund traf et sund valg ved at blive skattelyfrit for et års tid siden, nu tages der et vigtigt skridt mere. Sådan!

Den skade bankerne gør, ved at hvidvaske og bidrage til skatteunddragelse er samfundsundergravende. Intet mindre. Og nok siger man, at tak kun er et fattigt ord, men at hvidvask er takken for seks bankpakker og statsgarantier i milliardklassen, må siges at være en exceptionel ringe tak. Bankerne har udvist helt ufatteligt ringe samfundssind til trods for, at de lovede bod og bedring og den daværende erhvervsminister Brian Mikkelsen mente, at nu skulle “mobningen af banksektoren stoppe”. Meget tyder på, at det ikke var mobning, men berettiget kritik, og at dømmekraften i ledelsen i bl.a. Danske Bank er præcis lige så ringe nu, som den var da finanskrisen rullede ind over os for 10 år siden.

Et kig til kommunerne rundt om os her på Københavns omegn viser, at vi i Albertslund er del af en storklub: Langt de fleste betjener sig af Danske Bank. Og Danske Bank har sikkert leveret en fin service til en god pris rundt om til alle rådhusene. Men det skader os alle på sigt, at vores skattepenge investeres via banker, hvor det etiske kompas er helt ude af kurs.

Så lad os håbe, at vi bare bliver den første af en lang række kommuner, der tager ansvar, stemmer med fødderne og sender borgernes penge ind i banker, der ikke modarbejder os som samfund. Stor tak til Radikale for at tage initiativet, som ser ud til at få bred opbakning fra i hvert fald Ø, A og os i SF. Lad os håbe, at det vil ske i mange andre af landets kommuner og at regionerne og staten også følger trop.

Publiceret 01 October 2018 09:35

SENESTE TV