Merete Scheelsbeck. Pressefoto

Merete Scheelsbeck. Pressefoto

DEBAT: Butikstyveri skal have hårdere konsekvenser

Merete Scheelsbeck, medlem af Folketinget, Det Konservative Folkeparti

Det er fuldstændig uacceptabelt, at flere supermarkeder og butikskæder dagligt udsættes for butikstyveri. I en ny TV2-dokumentar ser man, hvordan tyveknægte – helt åbenlyst og uden samvittighed – bare vader ind og stjæler, hvad der passer dem. Det er simpelthen dybt provokerende.

På den københavnske vestegn er problemet desværre ikke nyt. I City 2 i Høje Taastrup oplever man dagligt butikstyverier, ligesom steder som Vallensbæk Stationstorv, Ishøj Bycenter og Albertslund Bycenter er hårdt ramt af tyverierne.

Vi hverken kan eller skal finde os i det. Jeg er derfor glad for, at vi nu gør noget ved problemet. Den konservative justitsminister Søren Pape Poulsen er nemlig nu klar med et udspil, der sætter hårdt ind overfor butikstyveri. Udspillet skal sørge for en mere strategisk politiindsats og hårdere straffe for butikstyveri.

Udspillet bygger i høj grad på input fra de erhvervsdrivende og sætter hårdt ind i de områder, der er særligt plaget af tyverierne. Eksempelvis den københavnske vestegn. Her skal politiet sikre en målrettet patruljering og en effektiv politiindsats. Derudover kommer der en ny politienhed, som skal tage sig af de udenlandske tyvebander. De er nemlig ikke velkomne her, og de skal smides ud af landet så hurtigt som muligt.

I Det Konservative Folkeparti mener vi, at kriminelle skal straffes. Det skal være svært at være kriminel. Lige nu kan vi desværre bare konstatere, at det er for let at være butikstyv, og det vil vi ikke finde os i.

Publiceret 21 November 2018 04:00

SENESTE TV