Arkivfoto

Arkivfoto

DEBAT: God jul til alle både syge og raske

John Lindblad Christensen, Åleslippen 39

Der sker fremskridt på flere fronter på Albertshøj. Branddørene, som gjorde lejlighederne til fængselsceller, bliver nu efter to måneder åbnet, der er flere billeder på væggene, i hvert fald på 3. sal, og sikkert fordi det er jul er der også en enkelt julerose at spore.

Men stadig ikke duge på bordene.

Jeg vil dog sige, at den, der udtænkte planen med tre aktivitetsmedarbejdere skal nok finde på noget andet. Det nuværende system fungerer ikke.

Men til sagen. Alle raske personer: Stop lige op et øjeblik og forestil dig, at klokken er 15.00 fredag. De fleste personaler går hjem, og kun ganske få skal nu passe dig. Du sidder i din kørestol resten fredagen, hele lørdagen, hele søndagen og lige til mandag morgen, ca. 60 timer.

Prøv det.

Ingen beskæftigelse overhovedet. De få meget søde, men, ofte vikarer, har nok at gøre med at lave praktiske opgaver, så hygge er der ikke tid til.

Du kan sidde i din kørestol og med foden trække den fra den ene ende af gangen til den anden enden af gangen. Frem og til tilbage. Intet andet. Jeg har billeder af det. Sørgeligt syn.

Her er nu mit forslag: Ophæv alt, hvad der hedder weekend. Lad som om, at alle dage er ens. Fagforeningen vil nok brokke sig, men de gamle vil juble.

Brugsen og Føtex gør det. Bageren gør det, men der taler vi jo så også penge.

Vi andre går i Tivoli, biografen eller til fester i weekenden. Det er en menneskeret, ik?

Kunne vi ikke indføre en eller anden menneskeret for plejehjemsbeboere. Det behøver jo ikke at være genoptræning og lignende. Men et samlet kaffebord måske med indbudte gæster, f. eks. folkemusikere fra Galgebakken eller medlemmer fra Albertslundkoret.

Kort sagt, de skal ikke passes, de skal have omsorg.

Det kan vel ikke være så dyrt.

God jul til alle både syge og raske

Publiceret 17 December 2018 18:00