DEBAT: Gårdhusene der skrumpede

Tommy Larsen, Ørnens Kvarter 9E

Svar til Peter Føhrby Nybom, Seniorprojektleder i BO-VEST

Beboerne forventer at flytte tilbage til renoverede boliger, der har samme størrelse som de boliger de tidligere boede i. Opgaven er klart defineret og ikke til at misforstå, boligen skal ikke være mindre, så spørgsmålet er nu hvad koster det at renovere vores gårdhuse?

Hvis I mener at renoveringen bliver for dyr fordi I ikke kan løse de tekniske udfordringer, så sig det, for I har vel ikke tænkt jer, efter salamimetoden, at vedblive med at gøre boligen mindre og mindre indtil vi kommer ned på en bolig der er så lille at renoveringsprisen er til at betale?

Der har ikke været forvirring omkring informationen, der har ingen information været og I har kendt problemet i ca. 2 år og har stadig ikke svaret på hvorfor beboerne er holdt i uvidenhed?

Da mine venner i Lærken for 2 år siden kom tilbage fra genhusning, var der ikke plads til deres spisebord ud for køkkenet, det gav dem ekstra udgifter og havde de vidst det havde de valgt anderledes..

Jeg har tidligere påpeget flere steder i processen, hvor der er penge at spare og ud over at vælge glas til gulv i havefacaden, som man har gjort i 4 række, så kan man følge vores tidligere rådgiver Fies råd om at etablere store vinduesflader i havefacaden i stedet for flere små vinduer. Mange små vinduesrammer øger både prisen og risikoen for kuldebroer dvs. større varmeregning.

Fie anbefalede 3-lags energivinduer, med den begrundelse at forskellen i prisen på 2 og 3 lag var så lille at gevinsten på varmeregningen ville opveje prisforskellen.

Jeg vil ikke her gennemgå hele jeres renoveringsplan, men blot påpege at der er flere måder hvor på renoveringen kunne gøres billigere, men det kræver både at man er kreativ og vil lytte på andre.

Publiceret 23 December 2018 06:00