Serdal Benli. Pressefoto

Serdal Benli. Pressefoto

DEBAT: Kontanthjælpsloftet rammer hårdt i Vestegnen

Serdal Benli, spidskandidat til Folketinget i Købehavns Omegn for SF, viceborgmester i Gladsaxe, medlem af SF's Landsledelse

Inden den siddende regering kom til, var fattigdommen i Danmark faldende. Med regeringens genindførsel af fattigdomsydelserne vil fattigdommen i Danmark stige markant og det kommer især til at gå ud over børnene. Det er estimeret af AE, at der lige nu er 64500 fattige børn i Danmark, et tal der er stigende så flere og flere børn i Danmark i fremtiden vil blive betegnet som fattige. Det er hverken en god eller ansvarlig socialpolitik, og vi kan ikke lade denne forringelse af børns vilkår stå til. Det er dystre forhold som vi er vidne til. Børnefattigdom stiger og det især her på vestegnen. For eksempel er hvert tiende barn i Brøndby pt i fattigdom, men Ishøj, Høje Taastrup og Albertslund også er hårdt ramt. Det er den helt konkrete konsekvens af regeringens og DFs politik. Flere hundreder børn der i Vestegnen ikke på lige fod med deres jævnaldrende kan deltage i alt fra fødselsdage til foreningsaktiviteter. Som måske må gå sultne i seng.

Thorning-regeringen afskaffede fattigdomsydelser som kontanthjælpsloftet og ’starthjælp’ til flygtninge og indvandre, som Fogh-regeringen havde indført i nullerne. Mange mennesker og især børnefamilier fik da et pusterum og skulle ikke, i så høj grad, bekymre sig om hvorvidt de kunne betale for børnenes sociale aktiviteter, oplevelser og andre ting, der giver børn en fornemmelse af tilhørsforhold og sammenhold med deres jævnaldrende. Disse bekymringer er nu igen blevet en realitet.

Regeringens budskab med genindførslen af kontanthjælpsloftet er, at det skal kunne betale sig at arbejde. Hvis det ikke lykkes for forældrene at komme tilbage på arbejdsmarkedet, er det børnene der lider under den manglende vilje til hjælp fra regeringen. I velfærdsstaten Danmark er det et meget stort problem, at lade så mange børn tilbage i fattigdom. Her tænkes ikke kun på de afsavn fattige børn må finde sig i, men også på de sociale konsekvenser det har for børnene og for vores samfund i fremtiden.

De fattige børn har ikke andre muligheder end at stå på sidelinjen og se på, fordi de kommer fra kår hvor der ikke er råd og hvor regeringen ikke mener der er et problem. Et kontanthjælpsloft der skal få folk i arbejde og bidrage til vækst i økonomien er et problem, når det svigter de svageste og gør 64500 børn fattige under det. At vende det blinde øje til så mange børn i fattigdom og i stedet tale om vækst er uansvarligt. Der skal i stedet findes en løsning, også en, der ikke indebærer at frivillige og filantroper går ind og overtager den opgave ansvarlige politikere forventes at varetage.

Højrefløjen mener at kontanthjælpsloftet er god socialpolitik – det må undre! De rammer ganske rigtig de mennesker de gerne vil have ud i arbejde, men de rammer også børnene. Ifølge regeringens egne tal er 600 kommet i arbejde som følge af kontanthjælpsloftet. Det er bestemt ikke imponerende. Konsekvensen af kontanthjælpsloftet er ikke alene, at familier der i forvejen er dårligt stillede bliver fattigere, men det rammer også børnene med store konsekvenser for deres barndom og deres fremtid. Antallet af børn under fattigdomsgrænsen steg med 10.500 børn alene i 2016. Det er en rekordstor stigning i børnefattigdommen og skyldes i høj grad kontanthjælpsloftet. De som skal være med til at føre Danmark videre, efterlader regeringen på perronen. Hvordan kan det være en god eller ansvarlig socialpolitik? Jeg tror gerne at de flere hundreder børn og deres forældre i Vestegnen vil høre svaret på det spørgsmål.

Publiceret 09 January 2019 05:00