DEBAT: Cykling uden alder har problemer med koordinationen

John Lindblad Christensen, Åleslippen 39

Som mange sikkert har set kører vi fra "Cykling uden alder" CUA rundt med beboere fra blandt andet Albertshøj. Jeg har været med i to år, og hele tiden har jeg undret mig og spurgt: "Hvorfor er der ikke flere, der kommer ud, når der er masser af piloter og ledige cykler?" Der er faktisk mulihed for 56 kørsler om ugen. Det må være brist på kommunikationen, og derfor har jeg flere gange stillet konstruktive forslag, men altså uden held.

Når jeg færdes på Albertshøj, lyder det fra mange beboere: "Er det mig, der skal køre i dag?" Og hver gang bliver mit svar: "Nej, ikke i dag."

De har nu en koordinator på cykelområdet, men det kører overhovedet ikke.

Alligevel inviterede koordinatoren os piloter på frokost en gang i januar som tak for vores store indsats. Det blev jeg vred over, fordi der intet er at fejre fra hendes side. Jeg sendte en mail, hvor jeg luftede min utilfredshed, og det skulle jeg aldrig have gjort.

Den 23. december 2018 fik jeg en opringning fra Albertshøj. Meget kort: "Vi opsiger hermed alt samarbejdet mellem dig og Albertshøj."

Exit piloten John. Mine fem faste passagerer må nu sidde derhjemme og råhygge sig, for de vil kun køre med mig.

På fælles-skemaet er der syv passagerer tilbage.

En tak skal Jens Hansen have, fordi han alligevel holder ud.

Nu, den 9. januar 2019 er der så kun én (1) pilot tilbage. Der sidder nu rigtig mange beboere, som gerne vil køre, og rigtig mange piloter, som gerne vil køre, men de har ikke mulighed for forbindelse. Så beboerne gør, hvad de hele tiden har gjort: Kører med den ene fod kørestolen frem og tilbage på gangen. Der er én aktivitetsmedarbejder på hver afdeling, som skal give de gamle omsorg, resten skal bare passe dem.

Men det har jeg jo før skrevet om.

Publiceret 15 January 2019 05:00