Rasmus Jarlov. Arkivfoto: brie

Rasmus Jarlov. Arkivfoto: brie

DEBAT: Hovedstaden skal være grøn, attraktiv og dynamisk

Rasmus Jarlov, erhvervsminister, Kons.

Af alle de opgaver, jeg har fået som erhvervsminister, er jeg allermest glad for at være formand for regeringens hovedstadsudvalg. Om ganske kort tid glæder jeg mig derfor også meget til at løfte sløret for vores nye hovedstadsudspil, som vi på højtryk arbejder på, og som er en samling initiativer, der skal styrke udviklingen af hovedstadsområdet.

Initiativer, der blandt andet baserer sig på den ikoniske og – fristes man til at sige – meget håndgribelige Fingerplan for hovedstadsområdets udvikling, der første gang blev tegnet tilbage i 1947. Det gjorde den, fordi man i stedet for en kaotisk byudvikling i alle retninger ønskede, at byen voksede ud i fem fingre med togbaner i midten af hver finger og med bedst mulig tilgængelighed med kollektiv transport mellem boliger, arbejdspladser og grønne områder.

Ét af elementerne i hovedstadsudspillet bliver en større modernisering af netop Fingerplanen. Med plads til udvikling og konkrete løsninger på uforudsete behov, som man ikke havde fantasi til at forestille sig tilbage i 1947. Det er et arbejde, der baserer sig på 150 ændringsforslag, vi har fået fra de fleste af hovedstadsområdets 34 kommuner. Forslag, der kan være med til at skabe bedre muligheder for vækst og udvikling i lokalområder fra den yderste fingerspids og helt ind til håndfladen. For hovedstaden er jo langt mere end indre København.

Et eksempel på et af de lidt mindre initiativer i regeringens hovedstadsudspil er derfor, at Albertslund Kommune på vestegnen får opbakning til at forvandle Hyldagergrunden til et rekreativt område med bakker, der skal fungere som støjvolde ud mod Holbækmotorvejen. Og hvor der samtidig bliver gjort plads for et nyt boligområde uden støjproblemer, der går ud over folks nattesøvn og trivsel. Den vision gør regeringen mulig i den kommende revision af Fingerplanen.

Det er samtidig vigtigt at understrege, at Fingerplanen også fremover vil tage hensyn til hovedstadsområdet som en samlet helhed. Netop fordi hovedstadens kommuner udgør ét sammenhængende område for erhvervslivet, som arbejdsmarked og til uddannelse og bosætning. Sådan er det i dag, og sådan mener jeg, det skal blive ved med at være.

Der er både store og små initiativer med i regeringens kommende hovedstadsudspil. To af de helt store projekter har vi allerede løftet sløret for i samarbejde med København og Hvidovre Kommuner. Nemlig planerne for den næste store nye bydel Lynetteholmen og de ni holme ud for Avedøre Holme.

Vi bygger henholdsvis en helt ny bydel med plads til virksomheder og 35.000 mennesker og ni holme med plads til op mod 380 nye industriarbejdspladser, moderne spildevandsrensning og bynær natur. Det er den slags beslutninger, jeg gik ind i politik for at være med til at træffe. Det er historisk og visionært og bliver en kæmpe gevinst – ikke bare for hovedstadsområdet, men for hele Danmark.

En af mine personlige mærkesager er desuden bevarelsen af Nyholms kulturarv og historiske bygninger, nu hvor Søværnets Officersskole skal flytte. Her bevarer vi en kulturel og historisk perle midt i København – til glæde for byens borgere og de mange besøgende, der hvert år aflægger vores hovedstad et besøg. Hovedstaden er fyldt med kultur, oplevelser og storbyliv. Og som konservativ ser jeg gerne, at Søværnet bevarer en tilstedeværelse på Nyholm, at parken af gamle skibe på øen udvides, og at området i det hele taget udvikles med respekt for 400 års unik flådehistorie.

Hovedstadsområdet er nemlig – og skal fortsat være – en blandet, men grøn og attraktiv by med historisk såvel som moderne arkitektur. Med mange bycentre men også mange grønne åndehuller imellem dem. Med plads til dem, der har råd til lidt mindre, og dem, der kan betale meget, og til kontorarbejdspladser såvel som industri. Med plads til studerende, singler og par i forskellige typer lejligheder, forretningsrejsende på hoteller og familier med lidt større pladsbehov. En velfungerende infrastruktur for både bilister såvel som kollektivister. Ren luft og rent badevand. Og med tilstrækkelige værn mod støj og forurening såvel som fremtidens klimaudfordringer.

Min personlige ambition med byudvikling i hovedstadsområdet er at løfte arven fra 1947 og fremtidssikre hovedstaden. Så borgere såvel som virksomheder også fremover kan leve og mødes og bevæge sig i et velfungerende hovedstadsområde, der er både grønt, bæredygtigt, effektivt og rummeligt.

Publiceret 17 January 2019 07:00