Arkivfoto: Mostphotos

Arkivfoto: Mostphotos

DEBAT: Albertslund Kommune svigter vores børn!

En gruppe forældre til daginstitutionsbørn i Albertslund

Vi er chokerede over det omsorgssvigt, som foregår her og nu i Albertslunds daginstitutioner. Vi ser en børnekommune, som ikke længere prioriterer børnene. Vi vil have nærvær, omsorg og tillid tilbage.

Vores børn har brug for ro og trygge rammer, og lige nu mødes de af kaotiske rammer, larm og ophængte voksne.

Vi vil have, at de møder flere kompetente voksne, der ser dem og sætter ind der, hvor deres udviklingsmuligheder er. Vores børn bliver en larmende flok, der kæmper for at få plads i stedet for at blive en del af en gruppe. Vi vil have, at vores børn skal føle sig trygge og føle sig set og hørt, fordi det er det eneste, der virker, hvis de skal udvikle sig og lære.

Det er for dårligt, at der ikke er nok voksne til at passe vores børn. Fx er fem voksne til 40 børn, på en god dag, simpelthen ikke godt nok. Det betyder, at vores børn kan gå igennem en hel dag uden at have øjenkontakt med en voksen. Uden at møde en voksen, der har tid til at lytte og snakke. Der er ikke rum for at danne gode relationer. Det betyder, at børnene må kæmpe om ordet, og at børn med sproglige vanskeligheder har tabt på forhånd.

Der er ikke overskud til pædagogiske aktiviteter - det giver færre muligheder for at udtrykke sig kreativt og udfolde sig fysisk. Resultatet er flere konflikter, mere larm og skiftende voksne som bliver syge af stress på stribe.

Det er utilfredsstillende både for personalet, vores børn og samfundet som helhed.

Kan vi være dette svigt bekendt over for vores børn?

Skal vi sige vores gode jobs op og hjemmepasse vores børn? Eller skal vi flytte til nabokommunerne?

Hilsen en gruppe bekymrede forældre i Albertslund

Lotte Hagen, Louisa Nour, Kristina Petersen, Andri Halldorsson, Martin Rahbek, Tanja Rahbek, Wickie Schweitz, Jonas Kastberg, Maria Christensen, Nicklas Christensen, Kristian Elkjær og Sigrid Elkjær.

Publiceret 06 February 2019 04:00