Arkivfoto: Adobe Stock

Arkivfoto: Adobe Stock Claudia Paulussen - stock.adobe.com

DEBAT: Gør noget for vores børn, før det er for sent

Louisa Nour, forælder med børn i dagsinstitution i Albertslund og medlem af forældrebestyrelsen.

Kære rette vedkommende

Rette vedkommende fordi jeg ikke ved hvem jeg skal skrive til for at ressourcerne på børneområdet bliver genovervejet. Så kære du som er rette vedkommende hør min bøn - hør vores bøn - os som er forældre med børn i dagsinstitution i Albertslund.

Vi har været i dialog med kommunen og jeg er overbevist om, at de gerne vil gøre noget for vores børn, men jeg ved ikke om det “noget” er nok? Uden flere tildelte ressourcer til dagsinstitutionen, kan der intet gøres.

Jeg ser vores fantastiske pædagoger knokle sig igennem hverdagen i institutionen. De prøver at løbe dobbelt så stærkt og ofte er det ikke nok. De mangler hænder! Jeg ser ledere gå på gulvet og være med børnene på lige fod med pædagogerne, fordi ellers ville det hele ramle sammen. Jeg ser en institution med så meget sjæl og kærlighed, men som snart ikke kan holde til mere. Vi mister alle vores dygtige personale, fordi de ikke orker mere - og på sigt mister vi også vores børn? Ikke alle børn kan klare ikke at blive set og hørt nok igennem en dag. De græder men det gør deres venner også og to hænder kan ikke trøste 7 børn på samme tid.

Jeg kan huske, at da jeg var barn talte man meget om, at Albertslund var en rigtig god børnekommune, men det er bare ikke virkeligheden længere!

Albertslund er en fantastisk by med mange muligheder, mange vidunderlige grønne områder og en by tæt på det hele. I siger I gerne vil tiltrække flere børnefamilier med små børn, men hvordan skal det lykkes, hvis I ikke har nogle gode vilkår til børnene i institutionerne.

Ressourcestærke forældre som bidrager væsentlig meget til samfundet, hvorfor er det vores børn der skal straffes? Hvorfor skal vores børn have mindre omsorg? Jeg er med på, at der kan være børnefamilier med ekstra behov for hjælp og den hjælp skal de også have. Men betyder det virkelig at for sådan en som mig der knokler dag ud og dag ind i det offentlige som jurist skal sidde på mit kontor hver dag og tænke på om mine børn får den pasning som de behøver? Skal jeg være bange for, at der sker dem noget, fordi der ikke er voksne nok?

Jeg vil gerne blive boende i Albertslund, købe hus her og nyde de fantastiske naturområder byen har, men hvis det skal være på bekostning af mine børns vilkår, så er det måske bedre at flytte væk? Hva nu hvis alle os ressourcestærke forældre på sigt valgte at flytte væk fra Albertslund - hvad hvis flere af os valgte at sige vores job op og sidde hjemme og passe vores børn selv? På sigt gå på kontanthjælp (skræmmende) eller hvad der nu skulle til?

Hvis I gerne vil bygge Albertslund op igen og gøre byen attraktiv - er det ikke kun os der har brug for jer, men I har også brug for os!!

Et plaster på såret her og nu er kortsigtet og det hjælper ikke på den lange bane. De pædagoger som er tilbage og som virkelig gør en forskel på urimelige vilkår en dag vil de også få nok og det vil medføre flere langttidssygemeldinger og opsigelser, nyt og skiftende personale hele tiden og det KOSTER! Så hvorfor ikke værne om vores pædagoger og hjælpe dem ved at give dem flere hænder, så de kan passe vores børn på en måde som vores børn fortjener, så de kan få glæden tilbage i arbejdslivet og blive mindet om hvorfor de valgte at blive pædagoger. Ydermere så vores børn ikke skal opleve skift hele tiden og opleve at miste deres pædagoger som de er trygge ved.

En sagde til os “I kan hjælpe ved ikke at tale Albertslund ned, men tale godt om byen og tiltrække flere”. Men hvordan skal jeg anbefale Albertslund som en børnekommune, når forældre tager på besøg i institutionen og frygter at huset falder sammen og når de ser 40 børn løbe rundt imens 3-4 pædagoger i ydertimerne prøver at få styr på børnene. Hvordan skal vi anbefale Albertslund kommune, når vi selv overvejer om det er her vi skal bo?

En anden ting jeg bed mærke I er, at det er som om, at kommunen ikke er klar over hvor generelt dette problem er. At det ikke kun drejer sig om 1-2 institutioner, men det er rigtig mange forældre som har børn i mange forskellige institutioner som oplever de manglende hænder.

Jeg oprettede en gruppe på facebook for at se hvor mange forældre der egentlig var som i bund og grund deler samme holdninger som mig - eller i hvert fald deler samme holdning til, at der mangler ressourcer. Jeg frygtede, at det ville blive en fuser og der max ville være 20-30 forældre som ville være med til at råbe højt, men til min store overraskelse er gruppen i skrivende stund oppe på 334 medlemmer. Der må derfor være tale om et større problem end bare 1-2 institutioner?

Så kære du rette vedkommende - vil du læne dig tilbage og finde på utallige argumenter for hvorfor børneområdet har det godt i Albertslund eller vil du være med til at råbe og gøre noget for vores børn før det er for sent?

Publiceret 12 February 2019 03:00