Anne Sina, Ole Borgstrøm, Aase Elkott og Mehmet Mercan. Privatfoto

Anne Sina, Ole Borgstrøm, Aase Elkott og Mehmet Mercan. Privatfoto

DEBAT: Tak til Bjørnens Kvarter

Anne Sina, Folketingskandidat (S) i Albertslund

For nyligt gik jeg sammen med et par andre gode medlemmer af Socialdemokratiet i Albertslund en tur gennem Bjørnens Kvarter for at få en snak med beboerne om, hvad der er vigtigt for dem og hvad de gerne vil have at jeg tager fat i, hvis og når jeg bliver valgt til Folketinget. Vi bankede på dørene hos beboerne midt i ulvetimen, mens ungerne lavede lektier og aftensmaden blev gjort klar – jeg ved selv, at det ikke er den bedste timing – og blev taget så godt imod. Tak for det.

Vi nåede slet ikke at ringe på alle de døre, som vi egentlig havde planlagt, fordi vi fik så mange gode snakke med beoerne dér i dørkarmen i aftensolen, at det tog meget længere tid end forventet og det var kun godt. Jeg har som Albertslunds lokale socialdemokratiske folketingskandidat nemlig brug for at høre, hvad der betyder noget for borgerne, for at jeg kan gøre mit arbejde ordentligt på Christiansborg efter valget.

Jeg fik mange gode og forskellige ideer og budskaber med mig fra beboerne i Bjørnens Kvarter, men én ting gik igen: en bekymring for at vores helt grundlæggende velfærd og omsorg er ved at gå i stykker, hvis vi ikke passer på. En bekymring for om der er nok tid til vores børn i børnehaven, om det enkelte barn får den hjælp, der er brug for i folkeskolen. En bekymring for at personalet i vores sundhedsvæsen løber for hurtigt og ender med at gå ned med flaget alt for ofte. En bekymring for hvem der skal passe på os, når vi bliver ældre. Jeg lover, at jeg tager budskabet med ind i Folketinget efter valget – fordi jeg deler bekymringen og vil gøre alt hvad jeg kan for at vi igen bygger vores velfærdssamfund op i stedet for langsomt, men sikkert at rive det ned.

Jeg håber på, at jeg i den kommende tid frem imod valget får mange flere af den slags gode snakke og håber, at I alle vil fortælle, hvad der betyder noget for jer, hvis vi banker på jeres dør en dag i ulvetimen.

Publiceret 13 March 2019 10:00