Arkivfoto

Arkivfoto Claudia Paulussen - stock.adobe.

DEBAT: Vælg at investere i børnene

Louisa Nour, forælder med børn i dagsinstitution,

Jeg skriver dette læserbrev med udgangspunkt i det afholdte dialogmøde 18. marts 2019.

Kære Marianne.

Set, hørt og forstået - tak

Jeg vælger at skrive dette officielle brev til dig, da jeg føler, at jeg bliver set, hørt og forstået af dig. Jeg kan endvidere mærke, at du brænder for børneområdet og at det er din hjertesag. Jeg føler også, at jeg kan kommunikere med dig og vi har en gensidig respekt og forståelse for hinanden. Den ros vil jeg gerne give dig. Tak!

Udfordre dig på normeringer

Af samme grunde vil jeg derfor gerne udfordre dig på normeringer. Til mødet idag talte vi længe om faldne børnetal, normeringer og pengene følger børnene. Vi blev enige om, at det her er nemt at blande æbler med pærer og derfor tale forbi hinanden. Jeg vil som også nævnt ikke ind i en diskussion om lønpolitik, da jeg godt er klar over, at jeg har tabt på forhånd. Men jeg vil udfordre dig på normeringer. Det er som om, at vi på begge sider taler om en lille ukendt by i Rusland, når vi taler om normeringer. Ingen af os (efter min opfattelse) er særlig kloge på normeringerne og hvad de reelt betyder. Jeg føler, at al den normeringssnak danner en stor kløft mellem tal på papiret og den virkelige verden. Vi talte herunder også om, at når der er en langtidssygemeldt tæller vedkommende stadig med i normeringen og når (hvis vi er så heldige) dækker de to manglende hænder med en vikar, ser det ud som om, at vi pludselig har “gode normeringer”. På trods af at vores minus stiger, da vi reelt ikke har pengene til vikardækning. Det har jeg virkelig brug for at få skåret ud i pap uden at jeg får af vide, at jeg blander pære og æbler sammen!

Opfordring til alle forældre

I vil rigtig gerne vide hvordan det reelt ser ud i dagsinstitutionerne, så jeg vil gerne opfordre ALLE forældre til at sende breve til kommunen direkte eller via læserbreve i lokalavisen og fortælle om konkrete oplevelser i dagsinstitutionen. Fortæl helt konkret hvor mange voksne i oplever til et konkret antal børn. Oplys oplys oplys! Vi ved godt, at er vi oplyste på et tilstrækkeligt grundlag, er det svært at løbe fra den viden. Vi skal sammen sørge for, at vores oplysning er så omfattende, at INGEN kan sige; “det havde vi ikke kendskab til”.

Byudvikling, børnefamilier og ressourcestærke forældre

Jeg hører dig tale meget om byudvikling, herunder nye børnefamilieboliger og ny institution. Jeg hører dig ydermere sige, at I rigtig gerne vil lokke børnefamilier her til og vi ved begge, at ressourcestærke forældre kan hjælpe meget. Jeg hører dig også sige, at vi som forældre kan hjælpe jer/hjælpe Albertslund med at “byudvikle” ved at lokke børnefamilier her til, ved at tale godt om byen. Det vil jeg rigtig gerne, det tror jeg vi er mange der gerne vil. Vi har jo valgt at bo her (i hvert fald indtil videre), fordi vi var overbeviste om, at Albertslund er en fantastisk by at bo i. Jeg kan bare ikke lokke med noget jeg ikke har. I politikere, byrådsmedlemmer, den kære borgmester, I bliver nød til at lave en strategisk investering i vores børn. I bliver nød til at give os noget at lokke med og det væsentligste er, at vi kan “prale” af vores børneområde her i byen. Det koster penge nu JA, det gør måske lidt ondt JA, men på den lange bane er det givet godt ud. Vi kan ikke først lokke og derefter skabe. I bliver nød til at skabe en børnevenlig kommune (igen). Jeg lover jer, at hvis I vælger at investere i vores børn, skal jeg gøre alt hvad jeg kan for at få børnefamilier udefra til at se, hvor fantastisk en kommune Albertslund er. Det er vi forhåbentlig rigtig mange forældre der gerne vil. JA det er rigtigt, at vi har Vestskoven, Dyregården, Albertslundbjerget og herunder den kendte børnefestuge, Herstedhøje og Badesøen. Vi har faktisk mange ting at prale af, men det er ikke hverdagskosten. Hverdagskosten er vores børns vilkår i dagsinstitutionerne og det er ikke god mad. Det er tørt brød uden smør. Sagt på en anden måde hvad nytter det at lokke en masse børnefamilier til med nye boliger, hvis de børnefamilier der allerede er her flytter. Så er det bare en ond cirkel uden ende.

Opråb på nationalt plan

Lige nu sker der ret meget på børneområdet via de sociale medier, enormt opråb fra forældre i hele landet. Grupper bliver dannet og planer bliver lagt. Der skal nok komme en dag, hvor det går op for politikerne, at der skal ske noget på nationalt plan. Det er hele tiden i udvikling og forældrene vil ikke finde sig i det mere. En kæmpe er blevet vækket og den laver larm og bliver kun stærkere og stærkere.

Albertslund bør gå forrest!

Lige nu har I en kæmpe chance for at gå forrest, for at blive kendt på landsplan. Når jeg sammenligner vores lokalgruppe og hvad der allerede er sket lokalt i forhold til det der er ved at ske på national plan, er vi foran. Det er nu I har chancen for at gøre Albertslund populær, satse på børneområdet, finde løsninger på hvordan der kommer flere penge på børneområdet. Hvis I griber muligheden, så skal byudviklingen nok få ben at gå på, men hvis I ikke gør, så bliver vi overhalet indenom. Så begynder flere af os og se os om I andre kommuner. Så kan I fortsætte med at tale om, at Albertslund har fine tal på papiret. Ingen vil lytte udover jer selv, for det er ikke virkeligheden. Vi kan ikke bruge det til noget!

Generel opfordring til jer og resumé

Invester i vores børn, så kommer byudviklingen og børnefamilierne af sig selv.

Få styr på hvad normeringer egentlig er, hvordan de passer på virkeligheden og OVERVEJ minimumsnormeringer.

Kom ud i vores dagsinstitutioner og se og mærk virkeligheden.

Gå forrest i kampen. Vær et forbillede og grib chancen.

Endnu engang kære Marianne, tak fordi du hører os. Jeg har tiltro til dig og jeg håber virkelig, at jeg har “troet” rigtigt. Jeg ved, at du ikke kan gøre det her alene. Men jeg håber virkelig på, at du vil kæmpe, kæmpe og blive ved med at kæmpe til der er en brugbar løsning. Jeg tror udemærket godt, at du er klar over, at det eneste Albertslund kan er at tabe, hvis der ikke snart sker noget!

Så lad os sammen gøre Albertslund til en vinder! Det er dog jer der bliver nød til at tage det første skridt. Invester i vores børn og vi vil investere i Albertslund! Det er for mig at se den bedste strategi!

Publiceret 19 March 2019 09:14