Niels Christian Barkholt. Privatfoto

Niels Christian Barkholt. Privatfoto

DEBAT: Vi har svigtet handicapområdet

Niels Christian Barkholt, socialrådgiver og folketingskandidat for SF i Københavns omegn

#enmillionstemmer har set dagens lys. Det er borgere med handicap og handicap-pårørende, der fortæller hverdagshistorier om livet med handicap og de kampe, der følger med i kontakten med kommunen. Kampen for hjælp, støtte og behandling. Det vælter frem med historierne. Den ene mere uforståelig end den anden. Samtidigt forsøger flere organisationer at styrke sagsbehandlingen omkring familier med børn, der har forskellige handicap, men det er svært at trænge igennem. Det kan være alt fra ADHD, autisme, cerebral parese og mange andre fysiske og psykiske handicap.

Kvalitet kræver de rette betingelser og ressourcer

Socialministeren har lavet en “tørresnor”, som synliggør de kommuner, der har fejl i sagsbehandlingen. Men hvad skal der komme ud af det? Tusindvis af forældre finder sammen i Facebook-grupper, foreninger og organisationer i håb om, at der kommer politisk fokus og økonomisk ballast, så kommunerne reelt kan løfte opgaven. Folk ønsker handling. De ønsker, at nogen tager ansvaret på sig og ikke bliver ved med at skøjte uden om.

Mange socialrådgivere har høje sagstal. Og vi ved, at det som er en sag i dag, er noget helt andet end for bare 5-10 år siden. Dokumentationskravene og opgaverne er vokset samtidigt med, at ressourcerne er blevet beskåret år efter år i over 10 år. Mine fagfæller fortæller mig, at alt over 35 sager er vanskeligt at håndtere. Samtidigt fortæller flere socialrådgivere, at de har over 80 sager. Alt i alt er det helt umuligt at sikre en god hjælp og at overholde loven. Uden tid og ressourcer kan de ikke yde den nødvendige rådgivning og kontakt.

Som socialrådgiver og tidligere næstformand for Dansk Socialrådgiverforening i perioden 2012-2018 med ansvar for netop dette område oplever jeg, at det er svært at skabe en forandring uden en stærk politisk vilje og målrettet indsats.

Derfor stiller jeg op til folketingsvalget. Jeg vil ind og bidrage og forandre indefra. Jeg stiller op i Københavns omegn, og har rødder i Albertslund, hvor jeg er født og vokset op. Jeg er barn af Vestegnen.

Ved at lytte kan vi skabe forandring

Jeg har etableret borgermøder, hvor jeg lytter og noterer familiers og pårørendes beretninger. Jeg samler og bruger det i mit politiske arbejde. Jeg mødes med forældre på Vestegnen og er ved at arrangere møder i Albertslund. Her oplever jeg, at folk bliver tromlet og efterladt med deres udfordringer. Alligevel er der mange, som prøver at være aktive og progressive. Men ikke alle kommer igennem. Mange giver op og segner undervejs.

Flere af forældrene har mistet deres forsørgelse, fordi kommunen enten afviser at hjælpe eller er 6-12-18 måneder om at vurdere og igangsætte hjælp, imens barnets tilstand forværres, som forældrene må passe og varetage akutte behov. Nogle bliver sygemeldt og i værste fald fyret. Det er slet ikke ualmindeligt.

Det kan tage mange uger og måneder at få kontakt til sagsbehandler eller at få etableret et møde i netværket omkring barnet. På et tidspunkt var der op til 9 måneders ventetid på en PPV. Manglende viden og forkerte svar om de enkelte handicap forvrænger sagsbehandlingens fokus og bidrager samtidig til en urimeligt langsommelig sagsbehandling.

Jeg mener, at udfordringen er af strukturel karakter. Det skyldes ikke manglende vilje i kommunen. Det er lovgivningen, der ofte spænder ben, og der mangler ressourcer, prioritering og bedre organisering. Der er brug for et højt fagligt niveau og en ny faglig retning.

Vi må kortlægge de mange udfordringer for at kunne tage mere præcist stilling til, hvilke konkrete politiske forandringer, der er nødvendige. De skal have træfsikkerhed. Her savner jeg koordinering af de mange bestræbelser og gennemslagskraft, ikke mindst fordi handicapområdet har lav status. Det er intet partis mærkesag. Det skal vi ændre på, men en “tørresnor” skaber ingen forandring af sig selv.

Udvikling i Albertslund – foregangskommune?

I Albertslund Kommune har en BDO-rapport og en rapport fra KLK indkredset problemerne, hvor kommunen har været svag og hvor praksis fungerer tilfredsstillende. Der har manglet politisk ledelse, faglig ledelse og lovmedholdelighed. Ros til kommunen for at bede om disse rapporter og der er nu også iværksat en genopretningsplan. Det kunne andre kommuner lære af.

Derudover har Albertslund Kommune også indledt en dialog med et forældrenetværk for at bringe deres viden ind for at kvalificere sagsbehandlingen. Alt i alt er det en positiv udvikling lokalt, men det er afgørende at følge dem op med strukturelle ændringer.

Der er en vigtig bevægelse i gang blandt de en million stemmer og jeg tror på, det er vigtigt at lytte og at få eksemplerne på bordet. Her oplever jeg, at borgermøderne har stor effekt. De bidrager til et overblik over de mange udfordringer, der findes og som skal adresseres på vidt forskellige niveauer.

Mange forældre beretter om, at man nærmest skal være socialrådgiver eller jurist for at kunne følge med og få den nødvendige hjælp. Hvordan imødegår vi det? Vil der eksempelvis være brug for at udskille handicap fra Serviceloven i en særlig handicaplov? Er det relevant med en børnefaglig par. 50 undersøgelse, når der er tale om børnehandicap og hvordan kan det organiseres bedre? Hvordan kan vi forenkle lovgivningen i forhold til beregning af merudgifter? Sådan fortsætter mange spørgsmål, som der skal tages stilling til.

Jeg håber virkelig, at der kommer politisk vind i denne bevægelse, så vi efter valget får en tiltrængt dialog om, hvordan vi forandrer området til langt større gavn for børnene og deres forældre. Det vil jeg arbejde for, hvis jeg bliver valgt.

Publiceret 21 May 2019 18:00