Merete Scheelsbeck. Pressefoto

Merete Scheelsbeck. Pressefoto

DEBAT: Pushere skal i fængsel, når de sælger til børn

Merete Scheelsbeck, MF (C), opstillet i Københavns Omegns Storkreds

Vi burde straffe det hårdere, når pushere sælger hårde stoffer til mindreårige. For det er svært at forestille sig en mere kølig form for kriminalitet. Pushere kunne ikke være mere ligeglade med dit barns ve og vel. Og hvis de mindreårige endda bliver afhængige og ender i et misbrug, griner pusherne hele vejen til banken, eller hvor de nu gør af deres beskidte penge.

Vi er til grin som samfund, hver gang en pusher, der sælger til mindreårige, ikke kommer i fængsel. I Det Konservative Folkeparti vil vi fordoble straffen og sørge for, at man kommer ind og sidde.

Stoffer blandt unge er et stigende samfundsproblem. Over 18.000 piger og drenge siger, at de har prøvet hårdere stoffer end hash inden for den seneste måned. Det tal har ikke været højere i 15 år.

I særlig grad i vores område af landet står det slemt til. Københavns Vestegns Politi havde sidste år det højeste antal sigtelser i cirka 20 år mod mindreårige for at have brudt loven om euforiserende stoffer.

Hvis den her udvikling fortsætter, ender det med, at man som forældre skal nægte sine børn at tage til fester, hvis man vil være en ansvarlig voksen. Og det går jo ikke. Unge skal kunne tage til gymnasiefester og i byen, uden at stofferne er en del af festen. Ellers ender stofferne med at ødelægge store dele af de kommende ungdomsgenerationer. Det ville være et kæmpe svigt.

Det skal ikke være normalt for unge at tage stoffer. Det er vi nødt til at tage meget seriøst som politikere. Hårdere straffe for salg til mindreårige er et godt sted at starte.

Publiceret 25 May 2019 05:00