DEBAT: Den gik ikke, Granberg

John Lindblad Christensen, Åleslippen 39:

Jeg var glad, da jeg skulle til møde på rådhuset for drøfte de praktiske ting omkring åbningen af "Søndagsklubben" i "Det åbne aktivitetshus".

Nu kunne 25- 40 ældre mødes fra 10 til 15 hver søndag og være der på egne præmisser, d. v. s. lidt hyggesnak, mad, fællessang og stille sysler efter behov og lyst.

Og overalt, hvor jeg har talt om det, har der været positiv interesse om projektet.

Mit tilbud var som frivillig at stå for det hver søndag året rundt. Alt var "timet og tilrettelagt". Og så får jeg at vide, at det ikke kan være i aktivitetshuset, men måske i Albertine eller frivilligcentret.

Hvorfor? Ingen forklaring.

Først senere fortæller nogen mig, at det er personalet i ak-huset, der ikke ønsker det. Er de bange for, at vi skal svine, når de ikke er der, eller tror de, at jeg stjæler?

Der er ingen logisk forklaring.

Jeg har foræret rådhuset mit skriftlige oplæg, så måske vil nogen overtage projektet andre steder, men det bliver altså ikke med mig.

Jeg takker alle de foreninger, som har vist interesse, og f. eks. har tilbudt gratis underholdning.

Og undskyld til de brugere, som nu bliver snydt for en god søndag.

Publiceret 11 June 2019 04:00