SF-gruppen. Privatfoto

SF-gruppen. Privatfoto

DEBAT: SF Albertslund siger tak og velkommen

SF Albertslund, v. Vivi Nør Jacobsen

Folketingsvalget er allerede ved at være en gammel nyhed, men vi vil fra SF Albertslund gerne sige tak for hver en stemme, der gik til SF og til vores lokale kandidat.

Vivi Nør Jacobsen opnåede over 500 stemmer alene her i byen og fik et rigtig godt personligt valg med 1897 stemmer. SF fik i det hele taget et super godt valg og folketingsgruppen voksede til dobbelt størrelse. Stemmer på SF er stemmer, der blive sat i arbejde, og det mærkes allerede. Socialdemokraterne gør sammen med SF og sine øvrige støttepartier Ø og B en forskel: Tests i Folkeskolen er sendt ud af de mindste klasser, klimamålsætninger er sat forrest i prioriteringerne og den nærmest hånlige, symbolske optælling af stramninger af udlændinge politikken på Integrationsministeriets hjemmeside er fjernet. Snart træder Folketinget sammen igen efter sommeren, og vi ser frem til at se og mærke politiske forandringer til gavn for de svageste, børnene, de ældre og for klima og miljø.

I SF er vi del af det hold, som skal sikre, at Mette Frederiksens regering, kommer til at leve op til ambitionerne og konkret gør Danmark til verdens bedste land, at være barn i. Derfor skal der leveres på ordene fra valgkampen, og vi vil insistere på se, at antallet af voksne i vores vuggestuer og børnehaver bliver forbedret - også i Albertslund, hvor SF har haft netop det fokus gennem de seneste års budgetaftaler og politiske arbejde og fortsat vil have det.

Ud over de mange stemmer til SF glæder vi os også over, at vi har kunnet byde velkommen til flere nye medlemmer henover valgkampen. Og vi vil gerne være flere endnu. For sammen former vi SF, udvikler politikerne, prioriterer vores mærkesager og arbejder for velfærd for alle, at der kommer mere ro på , og at vi får et rødere, grønnere og mere bæredygtigt Danmark på en grønnere klode.

Publiceret 23 July 2019 08:40