AIF Svømning hilkser de seneste drøftelser om fremtiden for Birkelund svømmehal meget velkommen. Arkivfoto: brie

AIF Svømning hilkser de seneste drøftelser om fremtiden for Birkelund svømmehal meget velkommen. Arkivfoto: brie

DEBAT: Hvorfor skal konkurrencesvømmerne i Albertslund være dårligere stillet end andre?

AIF Svømning v. Britt Nøhr Jensen, formand og Janne Munk, næstformand

Albertslund kommune har nedskrevet en idrætspolitik, som er ment som et værdibaseret redskab for kommunalpolitikere og medarbejdere til at føre visioner og indsatser om idræt og motion ud i livet.

Denne politik skal blandt andet gælde for eliteidræt i byen, fordi man mener at ”det er gode historier og spændende for byen at have dygtige idrætsfolk og stærke rollemodeller”.

Man har ydermere også nedfældet en vision for 2020, hvor der står at:Vi vil have en by, hvor den enkelte borger – ung som gammel – i en idrætsforening, alene eller i en selvorganiseret gruppe har de bedst tænkelige muligheder for at udøve motions- eller idrætsaktiviteter på bredde- og eliteniveau.Når politikken skal føres ud i livet, så står AIF Svømning gang på gang i den situation, at vores konkurrencesvømmere er dårligere stillet, end svømmere fra andre klubber vi ønsker at sammenligne os med, eller andre foreninger i byen (både elite og bredde).

Vores konkurrenceafdeling holder lige nu sommerferie og vi kan se tilbage på en fin sæson med mange gode stævner og rigtig flot medaljehøst til vores store og små svømmere.

Takket været en god dialog med kommunen kunne vores svømmere fortsætte deres træning i Svømmehal Syd også i maj og juni – hvilket vi har været rigtig glade for.

Til sammenligning har vi tidligere måtte købe adgang til Badesøen og til andre svømmehaller i nabolaget.

Badesøen er et fantastisk sted, men er på ingen måde egnet til konkurrencesvømning.

Vandtid i andre svømmehaller har medført store ekstraomkostninger til klubben - svarende til ca. 16.000 kr. i løbet af de sidste to sæsoner, hvilket burde være unødvendigt, når der findes svømmehaller i byen.

Når vores konkurrence svømmere vender tilbage efter sommerferien, så er det ikke muligt for dem at træne i Albertslund før uge 35(!), hvilket er to til tre uger senere end andre svømmeklubber i nærområdet.

Andre idrætsforeninger i byen starter ligeledes deres sæson samtidig med skolestart, og nogle holder slet ikke sommerferie.

Det mener vi er urimeligt og ikke fair overfor de vandglade unge mennesker, som glæder sig til endnu en sæson og som på grund af manglende adgang til vandtid kommer til at være ”bagud” til de første planlagte stævner.

Albertslund kommune har i forbindelse med drøftelsen af den fremtidige brug af den gamle Birkelund svømmehal udarbejdet en kapacitetsanalyse, som efter sigende viste, at behovet for svømmehaller i byen er dækket.

I den forbindelse har vi tidligere udtrykt at den vurdering er vi ikke enige i.

Der er ikke nok plads i Svømmehal Syd til vores Svømmeskole og derfor svømmer hovedparten af børnene på tværs at bassinet.

For vores konkurrencehold har manglende muligheder for at træne i de kommunale svømmehaller været et vedvarende problem – især i skolernes ferier, på helligdage og yderperioder af sæsonen. Tidspunkter hvor ALLE andre svømmeklubber omkring os træner. Selv om vi på papiret har to svømmehaller i byen, så er det ikke muligt for vores konkurrencesvømmere at bruge dem.

Derfor hilser AIF Svømning de seneste drøftelser om fremtiden for Birkelund svømmehal meget velkommen, og vi byder gerne lokalpolitikere fra alle partier velkommen til at kigge forbi Svømmehallen Syd den 1. september, hvor vi holder åbent hus fra 10-13.

Hvis man fra kommunens side stadig mener, at der skal være de bedst tænkelige muligheder for at udøve svømmesport på eliteniveau i byen, så ser vi gerne at vores konkurrencesvømmere kan få garanteret adgang til svømmehal i det omfang, som er nødvendigt for at have dygtige svømmere i byen. Det kan ikke være rigtigt, at AIF Svømning er mere velkommen i Tåstrup og Fløng svømmehal end i vores egen by!

Publiceret 26 July 2019 09:00