Arkivfoto

Arkivfoto Katarina Sundelin / PhotoAlto

DEBAT: Borgmester, hvor mange skattebetalende borgere skal vi være i Albertslund?

Leif Svendsen, Enebærhaven 101

DEBAT Borgmester Steen Christiansen vil øge antallet af borgere i Kommunen gennem nyt boligbyggeri. Bl.a. siger han i interview med Politiken at, ”hvis man ønsker et stærkere og rigere Albertslund, så skal vi udvikle nogle boligområder, som er attraktive for familier at flytte til.”

Og videre i Albertslund Posten, at det ”handler om at lægge spor for Albertslund der gør at vi bliver stærkere, rigere og mindre afhængige af andres økonomi. Det handler om vores selvstændighed, så vi selv kan træffe beslutninger om albertslundernes fremtid.”

Skatteindtægter må være det borgmesteren tænker på, når han siger Kommunen skal være ”rigere”. ”Stærkere” opfatter jeg på den måde, at det skulle give mulighed for at byens infrastruktur såsom skoler, institutioner, plejeservice og veje kan få sig et boost og en forbedring.

”Stærkere, rigere og mindre afhængige” lyder rigtig godt og byen skal selvfølgelig udvikles.

I 2010 var der 27730 indbyggere i Albertslund og i 2019 er vi 27780 indbyggere. I den 10 års periode peakede antallet af indbyggere i Kommunen i 2017 med 27896 indbyggere. Vi har altså de sidste 10 år haft omkring 28000 indbyggere – i 1978 var der 30919 indbyggere og i 1997 var der 29114.

I samme periode var der i 2010 11742 boliger og i 2019 er der 12316 boliger. I den periode peakede antal boliger i 2015 med 12328 boliger. Samtidig viser tallene fra Danmarks Statistik, at antallet af personer som bor alene i perioden 2010 til 2019, er steget for alle boligtyper (Parcel/Stuehuse, Række-, kæde og dobbelthuse, Almene boliger og Kollegier).

Ifølge Forvaltningens sidste prognose skal der bygges ca. 4400 nye boliger frem mod 2030. Det er en stigning på godt 35%. En del af den stigning er 2500 boliger i Hersted Industripark.

Det var meningen at Byudviklingsplanen for Albertslund skulle komme i august, men den er blevet forsinket og vil komme i oktober. Så borgmesteren og Forvaltningen kunne måske nå at svare på nogle få spørgsmål:

- Hvor mange flere skattebetalende borgere skal vi være i Albertslund, før borgmesteren anser Kommunen som stærkere, rigere og mindre afhængig?

- Skal der være 100, 500 eller mere end 1000 nye skattebetalende borgere før vi når der til, at Kommunens service bliver forbedret?

- Hvilken rolle spiller Budgetloven? Er det ikke nærmere den, som forhindrer Kommunen i at levere en bedre service overfor borgerne?

Publiceret 20 August 2019 05:00